søndag den 18. november 2012

Byttekage


Dette er en kage til nogle søde mennesker, som jeg nogle gange bytter ting med. Dejligt.

Kagen består af 3 vaniljelagkagebunde og har fyld af bærmousse med blandet røde bær og lime samt en chokoladecreme, der er lavet af Yankiebar med lakrids (se længere nede).
Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med blandet marcipan og fondant, der er "marmoreret" med farven Dusky Pink. Hele kagen er sprayet med perlemors spray.

Blomsten øverst er lavet af fondant og dustet med glimmer.


Kagen måler 20 cm og er ca. 7 cm høj.

Lakrids chokoladecreme (ganache)
Som fyld i kager eller frosting på cupcakes

2 stk. Yankiebar med lakrids
3-4 dl. piskefløde

Hak chokoladen i små stykker.
Kog fløden op under omrøring. Hæld den over chokoladen. Lad det stå et øjeblik. Rør stille og roligt til chokoladen er rørt ud, mos evt. de sidste stykker ud med en ske. Dæk med husholdningsfilm helt ned til overfladen af cremen, så der ikke dannes kondens. Stil i køleskab 4 timer eller til cremen er helt kold.
Pisk op til cremen er stabil. Pas på du ikke overpisker, så bliver cremen grynet og ikke egnet.