søndag den 3. marts 2019

Nemme og hurtige fastelavnsboller




En hurtig løsning, der smager skønt.

Fastelavnsboller
12 stk
1 æske frosne butterdejsplader
1 pose frosne hindbær (eller andre bær)
Lidt sukker, 2 spsk.
3 dl piskefløde

Glasur
1 dl. flormelis
1 spsk kakao
En smule past. æggehvide eller kogt vand

Rund udstikker på ca. 9 cm eller et glas



Tænd ovnen på 200 grader.
Læg butterdejspladerne frem og lad dem tø op i ca 20 minutter.
Udstik cirkler i den størrelse butterdejspladerne tillader, ca 9 cm. To styks af hver plade.
Overfør de halvfrosne runde skiver til en bageplade med bagepapir. Bag dem i 20 minutter. Sluk for varmen. Sæt en træske i ovndøren, så der slipper lidt luft ud. Efter et par minutter åbnes ovndøren lidt mere. Igen efter nogle minutter kan døren åbnes halvt. Dette er for at butterdejskagerne ikke mister pusten og falder sammen. Åbn til sidst døren helt og tag til sidst kagerne ud og stil på en rist til afkøling. De vil være ca. 6-7 cm høje.

I mens gives hindbær et opkog. Hæld væden fra gennem en si og lad bærrene dryppe af. Drys med det samme sukker ud over dem. Rør lidt rundt så sukkeret fordeles og smelter i de varme bær. Lad dem køle af i sien. Når bærrene er helt afkølet, piskes fløden til skum og blandes med bærrene. Stil på køl.

Lav en glasur af flormelis og æggehvide. Rør godt rundt. Tilsæt kakao. Tilsæt af de forskellige ingredienser til glasuren har en passende konsistens, der ikke er for flydende.
Halvér kagerne og fordel glasur på øverste halvdel. Fordel en god portion hindbærskum på underdelen og placer toppen herpå.

Nyd med det samme eller stil på køl. Kagerne er dog bedst samme dag de er lagt sammen.