søndag den 7. april 2019

Marengskage med nougatcreme



Til alle nougat og marengs-elskere... Kagen var et stort hit til dagens fødselsdag, ja faktisk blev hele kagen spist :)
Kagebundene kan sagtens bages dagen før ligesom cremen skal tilberedes dagen før, men kagen skal lægges sammen højst 1-1,5 timer før servering.

Nougatcreme
200 g nougat
1/2 l piskefløde
Hindbær og granatæblekerner (til sammenlægningen)

Skær nougat i små stykker og læg i en stor skål. Varm fløde op under omrøring til kogepunktet. Hæld over nougaten og lad den stå et par minutter. Rør herefter sammen til en ensartet masse. Dæk med husholdningsfilm helt nede på overfladen og stil på køl natten over.



Marengsbunde
3 stk. a 22 cm
190 g past. æggehvider (ca 6 stk)
400 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker
1/4 tsk eddike

Eddike eller citronsaft til rengøring af skål og piskeris
Stjerne str. 14 mm

Rengør skål og piskeris grundigt med lidt eddike/citronsaft for at fjerne eventuelle rester af fedtstof.
Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret og vaniljesukker lidt efter lidt. Tilsæt en smule eddike. Del marengsen i 3 lige store portioner.
Tegn 3 cirkler på bagepapir på hver 22 cm. Sørg for god plads omkring hver cirkel. Sprøjt en kant med stjernetyl på stregen. Fordel mere marengs i midten (ikke så højt som kanten), glat ud med en ske, så midten af bunde bliver glat. Lav 3 ens marengsbunde og bag ved 110 grader i 1 time og 45 minutter - OBS husk at lade pladerne skifte plads i ovnen flere gange undervejs, så de bliver ens bagt (hvis du ikke har varmluftsovn, altså). Opbevar bundene bundene pakket ind i sølvpapir til brug.




Pynt
Friske hindbær
Granatæblekerner
Nougattoppe (opskrift her)

Cremen piskes op til en cremet konsistens med bløde toppe, der kan holde formen. Fordel 1/3 på nederste bund. Fordel friske stykker af hindbær og granatæblekerner. Læg næste bund på og gentag. Læg sidste bund på, fordel resten af cremen og pynt toppen med hele hindbær, granatæblekerner og evt hjemmelavet gyldne nougattoppe.