søndag den 26. januar 2020

Chokoladekage med jordbær og ganache



Denne kage smager og dufter fantastisk af jordbær og chokolade. Kagebundene er bløde og saftige og med de friske bær i jordbærfrostingen bliver det blot endnu bedre.
Kagen er set hos Life, love and Sugar, men er ændret i forhold til den oprindelige opskrift.



Kagebunde
130 g hvedemel
1/2 tsk. natron
1/4 tsk salt
110 g smør, stuetemperatur
200 g sukker
2 store æg
1/2 tsk vaniljeekstrakt
90 ml varmt vand
40 g usødet kakaopulver
90 ml mælk

Ganache
250 g mørk chokolade
180 ml piskefløde

Jordbær frosting
15 g frysetørrede jordbær
3-4 spsk. cremet jordbær marmelade (gerne uden kerner)
220 g stuetemp. smør
500 g flormelis
60 ml piskefløde
1/2 tsk vaniljeekstrakt
100 g naturel flødeost (Philadelphia)
Evt. ekstra fløde til at opnå rette konsistens på frostingen
Sprøjtepose
Rund tyl, 18 cm
Evt. kageplast og kagering

Pynt
Friske jordbær
Gem 4 til pynt, resten skæres i mindre stykker.

Tænd ovnen på 175 grader.
Smør 3 forme på 15 cm. Læg et stykke bagepapir i bunden.
Bland mel og bagepulver i en skål og stil til side.
Bland smør og sukker i en stor skål og rør til det er lyst og cremet. Det tager ca. 5 minutter. Skrab sider og bund et par gange undervejs, så alt blandes grundigt ind.
Tilsæt æggene - et af gangen.
Bland vaniljeekstrakt, kakao og varmt vand i en lille skål og rør det grundigt sammen.
Rør kakaoblandingen i dejen.
Rør halvdelen af de tørre ingredienser i. Hæld langsomt fløden i, mens der røres langsomt. Tilsæt resten af de tørre ingredienser og bland alt godt sammen.
Fordel dejen ligeligt i de 3 forme og bag midt i ovnen i ca. 25-30 minutter. Lad dem køle helt af inden de deles på tværs, så der bliver 6 bunde i alt. Vær varsom - de er lidt skrøbelige. Det hjælper at køle dem helt af i køleskab i en time inden de deles.

Ganache
Hak chokoladen og hæld den i en skål. Opvarm fløden til kogepunktet og hæld over chokoladen. Lad det stå et par minutter inden der røres i midten af skålen i små cirkler indtil ganachen samler sig og bliver skinnende. Rør så i større cirkler til alt er samlet. Stil til side til ganachen bliver som blød honning.

Jordbærfrosting
Blend de frysetørrede jordbær til en foodprocessor. Sæt til side.
Rør smør i mindst 5 minutter. Tilsæt flødeosten og halvdelen af flormelisen og de blendede jordbær. Tilsæt fløden, marmelade og vaniljeekstrat. Rør sammen.
Tilsæt nu resten af flormelisen. Rør det hele godt sammen. Hvis konsistensen er lidt for tyk, kan der tilsættes lidt mere fløde.
Tag lidt  frosting i en sprøjtepose med rund tyl.

Samling
*Læg en kagebund på et fad. Fordel ca. 1/2 - 3/4 dl frosting, drys med hakket friske jordbær. Smør lidt ekstra frosting ovenpå (så næste bund kan sidde fast).
Læg næste bund. Sprøjt en ring af frosting langs kanten. I midten af ringen smøres 3-4 spsk. ganache. Læg en ny bund på. *
Gentag fra * til *, så der bliver 3 lag med frosting og bær og 2 lag med frosting og ganache.

Jeg valgte at sætte et stykke kageplast om kagen for at holde den i rette vinkel og satte den i køleskabet i 30 min, så den kunne sætte sig.
Smør kagen op med frosting - gem lidt til pynt.
Stil kagen på køl til den er helt kold.
Lun ganachen og lad den køle af til rette konsistens, så du kan lave "drip" på kagen. Fordel herefter mere ganache på toppen af kagen. Når ganachen er blevet kold, kan der pyntes med frosting og friske bær.



Kagen kan holde sig et par dage på køl, dog kan de friske bær som pynt kun holde et døgn.