tirsdag den 16. oktober 2018

Lysegrøn moussekage (lime og mandarin)



Endnu en skøn og frisk moussekage, her med både lime og grønne mandariner. Kagen blev nydt med min mor, søster, datter, kusine og to skønne niecer - og blev godkendt af alle.

Kagen er sammensat ud fra nogle af de seneste kager jeg har afprøvet. Resultatet blev frisk, blødt og skønt.

Lime og marcipanbund
80 g sukker
80 g blødt smør
2 æg
70 g marcipan (groft revet)
30 g mel
1 ubehandlet limefrugt, skallen heraf
60 g hvid chokolade, hakket
Springform Ø20 cm
Kagering Ø16 cm (til at udstikke den færdige kagebund)

Tænd ovnen på 180 grader og smør let en springform Ø20 cm (så sidder bagepapir bedre fast). Fór formen med bagepapir.
Rør sukker og det bløde smør sammen, og tilsæt herefter ét æg af gangen. Vend marcipan sammen med mel og lime og tilsæt. Vend til sidst chokolade i. Fordel dejen i springformen og bag kagen i 20-25 minutter, til den er gylden i kanterne.
Lad kagen køle helt af og udstik så en 16 cm kage med en udstikker. Sæt gerne kagebunden i fryseren, mens du tilbereder resten.

Ganache med lime
100 g hvid chokolade
50 g piskefløde
saft fra 1/2 lime
evt. hvide Crispearls (knasende hvide chokoladekugler fra Callebaut)

Smelt chokoladen i microovn eller over vandbad. Varm piskefløden op til lige under kogepunktet og rør ud i den smeltede chokolade. Rør til ganachen samler sig og bliver blank. Rør siet limesaft i. Stil til afkøling.
Når den er kold og har konsistens som blødt Kærgården (smør), fordeles den på den iskolde kagebund og der kan drysses med chokoladeperler. Opbevar på køl til moussen er klar.



Mousse med lime og grønne mandariner
(moussen sætter sig hurtigt, så kage og ganache skal være klar når moussen er tilberedt)
4 1/2 blade husblas
4 grønne mandariner ("Satsuma"), saft og skal
2 lime, saft og skal
100 g lyst rørsukker
25-30 mynteblade
0,5 dl hyldeblomstsaft
1 dl græsk yogurt 2%
4 dl. piskefløde

Eventuelt silikoneforme, halvkugler i str. 3 cm

Læg husblas i blød i iskoldt vand i mindst 10 minutter.
Riv skallen fra de 4 grønne mandariner og de 2 limefrugter fint. Mos skallen, mynteblade og rørsukker godt sammen i en morter.
Pres saften frugterne og si det ned i en kasserolle.
Tilsæt hyldeblomstsaft og det "grønne sukker" og småkog i ca. 5 minutter. Si det gennem en meget fintmasket si og evt. gennem et kaffefilter/køkkenrulle, så der ikke kommer "grums" med i den færdige saft/sirup. Kram vandet fra husblas og smelt det i den varme sirup. Lad det køle lidt af og rør derefter yogurten helt ud i siruppen.
Pisk fløden til let skum og vend sirup og flødeskummet forsigtigt sammen.
Fordel lidt mousse i 4-6 halvkugleforme og sæt i fryseren i mindst 3 timer.

Samling
Læg et stykke kagepap i bunden af springformen på Ø20 cm og for siderne med kageplast. Læg kagebunden med ganache i midten af formen, og fordel moussen først langs siderne, så over kagen. Stil på køl mindst 3 timer (eller natten over).



Grønne koraller (coral tuiles)
60 g vand
30 g rapsolie
10 g mel
et par dråber myntegrøn pastafarve

Bland vand med pastafarve. Tilsæt olie og mel og rør til ensartet. Opvarm en pande på lige over middelvarme og doser en teske af gangen på panden. Det vil flyde ud og massen vil sprøjte og sprutte. Du er ikke i tvivl om hvornår de er færdige. Der vil komme huller i korallen og den vil løfte sig en anelse i kanterne. Løft den nu sprøde koral over på køkkenrulle, hvor overskydende olie vil blive suget af.
De færdige koraller kan pensles med f.eks. sølv eller guldglimmer. Opbevares i en tør og lufttæt æske på køkkenrulle.



Overfør den færdige moussekage (og det kagepap, den står på) til et kagefad. Fjern kageplast og pynt som du synes. Her er det med moussebomber, koraller, Crispearls, sølvsukkerkugler og lidt kandiseret citronskal.