torsdag den 22. december 2011

Syndig nougatlagkage


Bunde:
3 æg
120 g sukker
1 ½ spsk. vand
65 g mel
25 g kakao
½ tsk. bagepulver

Nougatcreme:
200 g blødt smør
200 g flormelis
200 g blød nougat, i grove stykker
korn af ½ - 1stang vanilje
1 dl piskefløde
100 g hasselnøddeflager
Evt. chokoladedråber/stykker til at drysse mellem bundene

Tænd ovnen på 175 grader.
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i og pisk hviderne helt seje som til marengs.
Pisk æggeblommerne luftige med vand og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommer helt lyse til luftigt skum. Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne I hviderne, sigt melblandingen og fold det hele forsigtigt sammen.
Smør en springform (18 cm) grundigt med smør og fyld dejen i formen.
Bag den ved 175 grader (ikke varmluft) ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Tjek den med en strikkepind, hvis der ikke hænger dej fast på strikkepinden er kagebunden færdig.
Lad kagen køle helt af inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.
Pisk smør og flormelis med en elpisker i mindst 6 minutter. Kom nougat og vanilje i og pisk i yderligere 2 minutter. Tilsæt fløde til cremen er blank og smørbar.
Rist hasselnøddeflagerne let i en varm ovn eller på en tør pande. Lad dem køle af.
Fyld 1/3 af cremen mellem de to bunde. Læg dem sammen og smør resten af cremen udenpå kagen. Pynt siderne med let ristede hasselnøddeflager og sæt kagen kold. Servér samme dag eller dagen derpå.

TIP: Når du pynter en kage med creme, kan du lave en firkant af aflange stykker af bagepapir på den tallerken du vil servere på, sætte kagen i midten, så bagepapiret lige kommer under den, smøre kagen op og pynte den færdig. Fjern så forsigtigt bagepapiret inden servering, så er din serveringstallerken helt ren og fri for creme.

Opskriften fundet hos Louisa Lorang.