søndag den 8. juni 2014

Kage med perler og blomster



Kagen indeholder 4 chokoladelagkagebunde og har fyld af 2 lag solbærmousse (fra Frederiksberg Købmanden) med stykker af frisk fersken samt 1 lag ganache af Marabou med peanuts. Kagen er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med hjemmelavet fondant.

Det er min første oplevelse med hjemmelavet fondant. Og det kræver lidt øvelse. Det er nemt nok at tilberede, men jeg synes konsistensen blev ved med at være klistret og smagen var heller ikke noget særlig. Jeg tilsatte endda et par dråber karamelolie (LorAnnOils). Der skulle nok have været lidt flere dråber... Ved udrulning kom der mange lufthuller i fondanten på trods af, at jeg rullede ud på The Mat.
Opskriften på fondant havde jeg fundet i et lille hæfte med kager fra Nana - der vandt første omgang af Den store bagedyst (2013). Planen er dog at teste opskriften (se længere nede) igen, men også andre opskrifter. Har du en god opskrift, så lad mig det endelig vide :)



Det var så også første forsøg med Onlays. Det var nemt nok at arbejde med og sikker endnu nemmere, hvis jeg havde valgt en købe-fondant. Fondanten skal rulles meget tyndt ud, formen dustes godt med flormelis eller Maizena og så er resten det lige til.

Perlene er fra Dr. Oetker. Blomsterne jeg havde lavet kunne heldigvis dække de fleste fejl i fondanten oven på kagen:)



Kagen smagte skønt og ikke for sødt. Der var kage nok til både min mor, hendes gæst og naboerne :)

Hjemmelavet fondant
ca. 700 g

200 g skumfiduser til grill
2 spsk. vand
10 dråber citronolie (eller anden smagsgivende olie)
1 tsk. smagsneutral olie (rapsolie f.eks.)
ca. 450 g flormelis

Kom skumfiduserne i en skål sammen med vand og olie. Smelt blandingen i microovnen ved fuld effekt i 20 sekunder af gangen. rør rundt indimellem. Hæld lidt flormelis i bunden af skålen på din røremaskine og hæld den smeltede blanding ovenpå. Under omrøring tilsættes den siet flormelis lidt efter lidt, til massen har konsistens som modellervoks. Kom fondanten i en plastikpose og lad den hvile i 30 min, hvorefter den er klar til brug. Jeg lod dog min ligge til næste dag godt indpakket i husholdningsfilm.