søndag den 3. januar 2016

Juveler til Nytår



Nytårsaften blev disse skønheder serveret. Det er macarons med fyld af sød lakrids og citron. De blev serveret med skønne lakridskugler og knasende sukkerkugler - alt i guld.

Opskriften findes hos Maja Vase, men kan også ses herunder:

Macarons klædt i guld
ca. 40 macarons afhængig af størrelse

Macaronbunde:
150 g mandelmel
150 g flormelis
55 g æggehvider
Lidt gul pastafarve (eller sort hvis du ønsker sølvfarvet macarons)

150 g sukker
50 g vand
55 g æggehvider
spiselig guld (eller sølv) sprayfarve

Sød lakridscreme med citron:
120 g god hvid chokolade (f.eks. Callebaut)
60 ml piskefløde
50 g sød lakridssirup fra Bülow
2-3 spsk. frisk citronsaft



Macaronbunde
Sigt flormelis og mandelmel i en skål, og rør 55 g æggehvide i blandingen med en træspartel.
Rør lidt gul (eller sort) pastafarve i.
Bring vand og sukker i kog i en lille gryde, og varm det op til 117 grader.
Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den 117 grader varme sukkerlage ned i æggehviderne i en tynd stråle under piskning.
Pisk videre, indtil marengsen er sej og blank og næsten afkølet.
Vend lidt marengs i mandelblandingen, og vend derefter resten i – forsigtigt.
Kom massen i en sprøjtepose med rund tyl.
Sprøjt små cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag bundene i ca. 12-15 min ved 150 grader varmluft. (Sæt evt. en træske/-palet i klemme i ovnlågen undervejs for at lukke lidt damp ud.)
Lad bundene køle helt af.

Lakridscreme
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring piskefløde og lakridssirup forsigtigt i kog i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
Rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og bliver smuk og blank.
Smag til med citronsaft.
Sæt cremen på køl tre-fire timer eller natten over.
Sprøjt små toppe ud på halvdelen af bundene, og saml kagerne med de resterende bunde.
Spray dem med guld eller sølv.
Opbevar de færdige macarons i køleskabet indtil servering.

Gode tips
Saml gerne dine macarons et par dage før servering, så ganache og bunde når at ’smelte’ sammen og giver kagerne den helt rette konsistens.

Opbevar de færdige macarons i køleskabet.

Du kan også pensle dine macarons med guld eller sølvstøv i stedet for at spraye dem sølv. Det giver dog et lidt andet look.

God nytår :)