lørdag den 20. februar 2016

Bærkage med chokoladekant



Inden bag denne krøllede kant af chokolade gemmer der sig 3 gode bunde af en skøn chokoladekage. Mellem bundene er der fyld af jordbær/rabarbermousse (min favorit). Kagen er opsmurt med et tyndt lag Nutellacreme og hele herligheden er omfavnet af chokolade.

Her kan du se kagen oppefra inden den blev fyldt med bær:




Kanten er (forholdsvis) nem at lave. Mål den færdige kage i omkreds og højde. Læg ca. 1½ cm til i både omkreds og højden. Klip et stykke bagepapir, der passer i omkredsen (incl. de ekstra 1½ cm).
Krøl papiret let og glat det ud igen. Læg det krøllede bagepapir på et andet stykke bagepapir, der er både længere og større.
Smør nu den smeltede chokolade ud på det krøllede bagepapir og glat det ud med en paletkniv. Sørg for at laget ikke er for tykt, men heller ikke for tyndt. Og smør det godt ud over kanterne.

Lad chokoladen ligge og "tørre" - ca. 10 min, så du kan røre ved det uden at få noget særlig chokolade på fingeren. Når du fornemmer at nu er det klart, så tag forsigtigt fat i hvert øverste hjørne og sæt det på den køleskabskolde kage. Se videoen i dette indlæg. Det er samme fremgangsmåde som med bobleplast.
Vær opmærksom på, at jo større din kage er desto tungere bliver chokoladekanten og det kan være svært at styre bagepapiret. Læg gerne bagepapiret dobbelt, hvis din kage er større end 20 cm, ellers kan papiret gå i stykker under vægten af chokoladen.



Jeg brugte ca. 300 g mørk chokolade til denne kage, der måler 16 cm i diameter og er 10 cm høj.
Du kan evt. tilsætte lidt kokosolie (½-1 tsk.) til den smeltede chokolade. Det vil gøre den nemmere at skære ved serveringen. Under alle omstændigheder er det bedst at skære ved en varm kniv, der smelter chokoladen let, mens du skærer.



Oven på kagen kan man f.eks. pynte med hindbær, blåbær og jordbær. Drys let med flormelis inden servering.



Sådan så kagen ud indeni: