mandag den 10. oktober 2016
Lækker lille sag
Igen faldt jeg over en opskrift fra dygtige Maja Vase som indeholder 2 af mine yndlingsting - nemlig chokolade og peanutbutter :)
Og med ingredienserne i hus, så var der jo kun en vej...
Opskriften findes hos Maja Vase og ellers herunder:
Nemme peanut-chokoladebarer
Ca. 20 små barer
Chokoladelag
250 g Caraïbe 66 % fra Valrhona eller anden mørk chokolade
50 g creamy peanutbutter
Peanutbutterlag
150 g crunchy peanutbutter
100 g smør
50 g havrekiks
50 g saltede peanuts
100 g flormelis
Pynt
evt. chokoladedrizzle og flagesalt
Firkantet form ca. 16x16 cm
Chokoladelag (bund)
Smelt forsigtigt chokolade og peanutbutter i en skål over vandbad.
Tag skålen af varmen, og fordel halvdelen af peanutbutterchokoladen i en firkantet bageramme/form (16 x 16 cm) med bagepapir i bunden eller foret med husholdningsfilm.
Sæt formen i fryseren, mens du laver peanutbutterfyldet.
Peanutbutterfyld
Smelt peanutbutter og smør i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
Blend kiks til krummer, og hak peanuts groft.
Tilsæt kiksekrummer, grofthakkede peanuts og flormelis til peanutbutterblandingen, og rør det hele godt sammen.
Fordel peanutbuttermassen oven på chokoladen, og jævn det ud.
Sæt formen tilbage i fryseren et øjeblik.
Chokoladelag (top)
(Hvis resten af peanutbutterchokoladen har nået at sætte sig lidt): Varm den op over vandbad.
Fordel chokoladen oven på peanutbutterlaget.
Sæt formen i køleskabet i et par timer eller natten over.
Pynt
Pynt evt. med lidt chokoladedrizzle og flagesalt.
Skær den store chokoladebar ud i mindre stykker med en skarp varm kniv.