fredag den 22. september 2017
I god tid...
Der er stadig god tid til den hyggelige juletid starter. Jeg elsker den tid på året selv om vejret som regel ikke er så spændende - især ikke når man er cyklist.
Så da jeg inviterede gæster til flæskesteg fandt jeg en god anledning til at servere den skønne ris a la mande-kage, som jeg har lavet flere gange før. Den er forholdsvis nem at tilberede, bare start et par dage før.
Denne gang ville jeg prøve at skjule nogle kirsebærbomber indeni, som en lille overraskelse. Hvis du også vil det, så er det vigtigt, at kagen samles dagen før, så bomberne kan nå at tø op inde i kagen. Kagen skal tages ud af køleskabet ca. 1 timer før servering.
Jeg har også tilføjet opskriften en anden variant - hvis du ønsker en bund af pebernødder og en gelé af gløgg.
Opskriften på kagen får du her.
Ris a la mande kage
Springform 20 cm
Kageplast til at fore formen med
Evt. silikoneform, halvcirkler ca. Ø 2 cm
(24 huller i en form)
Grøden
200 g grødris
1,5 dl vand
1 l mælk
2 vaniljestænger, delt i halve
4-5 spsk sukker
3 dl. piskefløde
150 g hakket mandler
3 blade husblas
Bunden
12 Digestive kiks (eller 250-300 g pebernødder)
1 tsk vaniljesukker
50 g smeltet smør
Kirsebærbomber
1 karton kirsebærsauce (kun saften herfra)
1 blad husblas
Kirsebærgelé
Saften fra 1 karton kirsebærsauce (eller 2 dl. færdiglavet gløgg)
1 blad husblas (eller 2, hvis du har valgt gløgg)
Pynt
Hakket mandler - evt ristet i ovnen
Start med kirsebærbomberne. Læg 1 stk. husblas i blød i iskoldt vand i minimum 10 minutter. Si bærrene fra saucen og lun den op. Kram vandet fra husblas og smelt det i den lune sauce. Fordel saucen i formen og stil formen i fryseren - natten over. De skal ikke tøes op før de skal på kagen.
Grøden
Hvis du har godt tid, kan du tilberede grøden på gammeldags manér: Kog ris og vand sammen i et par minutter. Tilsæt mælken, sukker og de 2 vaniljestænger, der er delt i halve. Kog mælken op under omrøring og lad det koge i 5 min. Pak et viskestykke om låget og sæt det på gryden, så det lukker helt tæt. Sæt gryden i en flamingoæske og pak håndkælder tæt rundt om. Luk flamingoæsken med låg. Lad det hele stå i 4-5 timer. Grøden vil stadig være lun efter tiden i kassen. Smelt nu husblas, der er opblødt i koldt vand i mindst 10 minutter. Smelt med det vand der hænger ved. Bland grundigt med den lune grød. Pres vaniljekornene ud af vaniljestængerne og rør rundt.
Lad grøden køle af.
PS Er grøden lidt for tynd efter tiden i flamingokassen, så kan den lige gives et lille opkog inden der tilsættes husblas.
Eller tilbered grøden sådan: Kom de 1,5 dl vand i en gryde sammen med grødris. Kog op. Tilsæt mælken, sukker og vaniljestænkerne og rør rundt, indtil det koger. Skru ned for varmen og lad det stå med låg på i 45 min – rør rund en gang imellem. Tilsæt husblas, der er opblødt i koldt i vand i 5-10 minutter. Køl risengrøden af.
Når grøden er blevet kold, piskes fløde til skum og vendes i grøden. Tilsæt de hakkede mandler.
Bunden
Kom kiksene i en pose og knus dem med en kagerulle eller lignende til de er helt smulret. Bland med vaniljesukker - dog ikke hvis du bruger pebernødder. Bland så kiksene med smeltet smør. Pres blandingen tæt ned i springformen, der er foret langs kanten med plast/kagefolie.
Hæld lidt af den kolde risengrød på bunden, glat overfladen. Placer de frosne kirsebærbomber (jeg fik plads til 20 stk).
Hæld resten af grøden over bomberne og kagen, og sørg for at grøden går helt tæt til kanten. Glat overfladen helt jævnt og stil på køl.
Kirsebærsauce
Si kirsebær fra saucen og varm saucen langsom op med husblas (ikke opblødt). Lad saucen køle let af. Hæld den stille og roligt over kagen, så der ikke dannes luftbobler og stil på køl.
Gløgggelé
Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Varm imens 1 dl gløgg til lige under kogepunktet, tag gryden af varmen og smelt husblassen heri. Køl af med resten af gløggen. Lad blandingen køle af i ca. 15 min. og hæld meget forsigtigt geléen over fromagen i springformen og lad den stå i yderligere ca. 1 time i køleskabet.
Når geleen er stivnet, trækkes plastfolien langs kanten forsigtigt af. Pynt med lidt hakket mandler på toppen. Gerne som her - ristet hakket mandler. De giver en skøn smag.
Her er et billede af kagen indeni: