lørdag den 1. september 2018

Mocca medaljer



Er du vild med kaffe, vil du elske disse skønne medaljer med moccacreme og moccaglasur. I midten er der solbærsyltetøj som en lille ekstra smagsoplevelse.
De er nemme at tilberede. Moccacremen skal køle i minimum 4 timer inden den piskes, så bland den om morgenen og pisk om eftermiddagen.



Kakaomørdej
(hviletid 30 i køleskab)
200 g blødt smør
100 g flormelis
1 spsk vaniljesukker
1 æg
250 g hvedemel
2 spsk. kakaopulver
Udstikkerring 6 cm

Solbærsyltetøj (uden for meget væde)

Moccacreme
(skal køle mindst 4 timer)
2 blade husblas
130 g hvid chokolade
4 dl piskefløde
1/2 - 1 spsk. instant kaffepulver (afhængig af hvor intens du ønsker smagen)

Glasur
100 g flormelis
2 spsk. friskbrygget kaffe, lun
Rund udstikker ca. 5 cm



Moccacreme
Læg husblas i en skål med koldt isvand i 10 minutter. Hak den hvide chokolade groft, og læg det i en skål. Smelt chokoladen i microovnen. Varm fløde og kaffe op til lige under kogepunktet i en gryde, tag gryden af varmen, og hæld fløde og kaffe over chokoladen. Rør i midten af skålen, til du får en skinnende fin og cremet konsistens.
Kram nu husblas fri for vand og kom den direkte i den varme creme. Rør det hele sammen med en ske. Hæld moccacremen i en ny skål og dæk overfladen af cremen med husholdningsfilm. Sæt på køl i mindst 4 timer.
Pisk cremen op til den får en lidt fast konsistens.. Overpiskning giver en grynet og ikke serveringsvenlig creme...

Kakaomørdej
Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk smør, flormelis, vanilje sammen. Pisk ægget i. Sigt mel og kakao i. Saml dejen hurtigt med hænderne uden at ælte for meget, så bliver den for varm og får en forkert konsistens. Pak dejen ind i en plastpose, og læg den på køl i 30-45 minutter.
Rul dejen ud i ½ cm tykkelse mellem to stykker bagepapir. Stik dejen ud i cirkler med en udstikker på 6 cm. Læg bundene på en bageplade med bagepapir og bag dem ovnen i 8-10 minutter. Afkøl de bagte bunde på en bagerist.

Sprøjt moccacreme ud på halvdelen af kakaobundene i en høj cirkel langs kanten. Fordel syltetøj i midten og stil dem på køl mens du tilbereder den øverste kagebund til medaljen.
Pynt den øverste kagebund med glasur (bland flormelis og kaffe sammen til en glat konsistens. Sørg for at glasuren ikke er for flydende, tilsæt evt lidt mere flormelis). Jeg placerede en ca. 5 cm rund kageudstikker på den øverste kagebund og fordelte lidt glasur heri. Løft forsigtigt udstikkeren, så vil glasuren forblive i en fin rund cirkel.

Pynt evt. med spiseligt bladguld og evt. et par chokoladekugler.

Original opskrift er fra Spis Bedre.