fredag den 3. maj 2019
Tiramisu med friske hindbær
Jeg er stor kaffe-fan og en Tiramisukage hører klart til blandt favoritterne. Denne gang fik kagen lidt forårsstemning i form af hindbær. Personligt finder jeg kagen er bedst efter en nat i køleskabet.
Kagebunde
8 personer
4 æg
150 g sukker
3/4 tsk. vanilje essens
95 g sigtet mel
50 g smeltet smør
3 forme a 18 cm
Kageplast (til samling af kagen)
Indstil ovnen på 175 C. Smør formene godt og læg et stykke bagepapir i bunden af hver form.
Pisk æg, sukker og vanilje ved høj hastighed i ca. 10 minutter. Tilsæt melet af 3 omgange og fold det forsigtigt ind i dejen, så den ikke mister den indpiskede luft. Vend til sidst det smeltede og lettere afkølede smør ind.
Fordel i de 3 forme og bag dem i 20-25 min. Lad bundene afkøle først 10 min i formene, så uden formen på en rist til de er helt afkølet.
Kaffeblanding til bunde
140 g vand
1 spsk instant kaffepulver
1 spsk Whisky
1 spsk. flormelis
Kog vandet og bland kaffepulver, Whisky og flormelis i. Lad det køle af og pensl bunde, så de bliver mættet af væden.
Kagecreme
3 æggeblommer
75 g sukker
1 tsk vanilje essens
60 g Marsala
340 g Mascarpone
180 g piskefløde
Friske hindbær
Over vandbad røres æggeblommer og sukker sammen under konstant og heftig piskning (håndkraft). Bliv ved til blandingen bliver lettere flydende. Tilsæt Marsala og vaniljeessens. Vend Mascarpone i og bland godt. Pisk fløden til bløde toppe og vend med Mascarponecremen. Stil på køl et øjeblik.
Samling af kagen
Pensl bundene godt med kaffeblandingen. De skal blive godt fugtige og mærkbar tungere.
Læg første kagebund på serveringsfadet. Sæt et stykke kageplast omkring, hvis du finder det nødvendigt (jeg brugte 2 stykker, der overlappede hinanden i højden, så det passede efterhånden som kagen blev højere). Fordel halvdelen af kagecremen over og læg stykker af hindbær på. Læg næste bund på og pres let. Fordel resten af kagecremen og hindbær. Læg sidste bund på og pres igen lidt.
Stil kagen på køl en time eller to, så den kan sætte sig inden den smøres op med flødefrostingen.
Flødefrosting
120 g flødeost
70 g flormelis
4 dl piskefløde
Bland flødeosten med flormelis og rør ved middel hastighed indtil helt blandet. Skru ned til svag hastighed.
Mens der røres i blandingen ved svag hastighed tilsættes fløden i en tynd og konstant rolig stråle. Når alt er tilsat sættes hastigheden op til middel/høj indtil der dannes faste toppe og cremen kan holde formen. Det tager ikke lang tid, så hold øje.
Pynt
Kakaopulver
Hindbær
M&M med kaffesmag eller andet
Drys kakaopulver over kagen og pynt som du synes. Kagen serveres køleskabskold og er efter min mening bedst dagen efter.