lørdag den 12. oktober 2019

God og gammeldags æblekage



I disse uger ruller Den store Bagedyst over skærmen og så kan man jo læne sig tilbage og nyde en nem dessert bestående af 3 ingredienser, mens man ser de dygtige deltagere piske rundt i teltet med rystende hænder. Det mest besværlige ved denne dessert er at skrælle og skære æblerne, inden de koges til mos. Alternativt kan man jo købe sin æblemos færdig.

Æblekage
6 personer
10-12 æbler
1 pose kagerasp (eller sukkerristet havregryn, se herunder)
1/2 l piskefløde

Skræl, fjern kernehus og skær æblerne ud i små tern. Kog dem med lidt vand i bunden til de er godt møre, ca. 20 minutter. Blend til en fin grød.
Lad mosen blive helt kol.
Pisk fløde til flødeskum med bløde toppe. Læg lagvis de 3 ingredienser i en fin skål, start med æblemos og slut med flødeskum.
Nydes lettere kølig.

Denne dessert er bedst samme dag, men efter at have trukket et par timer.



Sukkerristet havregryn
2 dl grovvalset havregryn
50 g smør
50 g sukker

Smelt smør på en pande. Hæld sukker og havregryn på panden og på middelvarme vendes det hele rundt indtil grynene har fået en lidt mørkere farve og sukker er smeltet. Pas på - lige pludselig er det færdigt og sukkeret kan brænde på. Lad de crunchy havregryn køle helt af på et stykke bagepapir.