mandag den 22. januar 2024

Chokolader til kaffen


Forskellige chokolader - alle med kaffesmag i indholdet. Nogle har en mildere kaffesmag end andre. 

Gold chokolader: Indholdet er Praline Feuilletine (knasende nougatsmagende) med drys af krymmel med kaffesmag fra Odense Marcipan. Meget meget mild kaffesmag.

Mørke chokolader: 50/50 Praline Feuilletine og kaffeganache. Tydelig men mild kaffesmag.

Lyse (mælke)chokolader: Ganache af cappucino chokolader fra Callebaut. Ganachen er blandet med lidt af kaffeganachen (opskrift herunder) for en mere fyldig kaffesmag. Desuden drys af krymmel med kaffesmag fra Odense Marcipan. Smagen af kaffe er på ingen måde gennemtrængende.

Hvide chokolader: Toms Guldklumper tilsat lidt kaffepulver. Giver en lækker kaffekaramelsmag.

Kaffeganache
45 g piskefløde
1 tsk pulverkaffe
1 tsk  vaniljepasta
50 g mælke chokolade
25 g hvid chokolade
10 g blødt smør

Kog fløde med kaffe og vanilje. Smelt chokoladerne i microovnen og hæld den varme fløde over. Rør rundt i midten til ganachen samler sig, herefter i større cirkler. Rør til sidst smør i. Stil til afkøling. Kan fyldes i formen når den er 30 C.

Cappucino ganache
75 g Cappucino chokolade
25 g piskefløde
5 g glukosesirup
En rest af kaffeganachen
Kaffekrymmel fra Odense Marcipan

Hak chokolade fint. Varm fløde og sirup op til kogepunktet. Hæld over chokolden og lad det smelte sammen i et par minutter. Rør i midten til chokoladen bliver blank. Tilsæt kaffeganachen. Fyld skallerne med rymmel så det dækker bunden i et tyndt lag.
Når cappucino ganachen er højst 30 C fyldes skallerne 3/4 op. Lukkes med chokolade når ganachen har sat sig helt.