tirsdag den 25. juni 2024

Kæmpe kanelmuffins


Her er det store lækre og bløde kanelmuffins drysset med kanelsukker og perlesukker.
Som med hindbærmuffins fra forrige indlæg kan de sagtens laves mindre ved at dele dejen i mindre.

Dejen skal hæve både ved stuetemperatur og i køleskab (mindst 12 timer), så start i god tid.


Briochedej

475 g hvedemel
2,6 dl sødmælk
1 æg, str. L
1 æggeblomme
50 g sukker
2 tsk kanel
9 g fint salt
6 g tørgær
90 g meget koldt smør i tern

Bland de tørre ingredienser sammen i en røremaskine. Tilsæt mælk og æg. Når dejen har samlet sig tilsættes smør og der røres/æltes i maskinen i 10-12 minutter. Dejens skal kunne strækkes uden at der går hul.
Lad dejen hæve 30 minutter ved stuetemperatur, herefter stilles den i køleskab natten over, med skålen dækket med husholdningsfilm.

Kanelremonce
120 g blødt smør
120 g revet marcipan
120 g sukker
1 1/2 tsk kanel

Desuden
1 muffinform til gigant muffins m denne 6 har huller str. Ø9 cm (og 4 cm dyb)
1 æg til pensling
Muffinforme eller 2 ark bagepapirBland alle dele med en dejskraber eller træske.

Rul dejen ud til 40x40 cm (brug evt. lidt mel). Fordel remonce på hele fladen og fold så dejen sammen ved først at lægge den ene side 2/3 over midten, og så den anden halvdel over første fold, så dejen får 3 lag.
Del så dejen i det antal muffins du vil lave. Jeg delte i 8 delev (til formen + 2 ekstra). Hvert stykke deles i 4 strimler (skær kun en del ad gangen).
Strimlerne flettes sammen og enderne bukkes ind under. Læg bollen i en vel smurt muffinform eller med papirsmuffinforme. Papiret skal helst når op til kanten.
Lad muffins hæve ved stuetemperatur i 30 minutter eller til de tydeligt har hævet. 
Pensl med sammenpisket æg og drys med kanelsukker og perlesukker (eller bare en af delene).

Bag midt i 175 C varm ovn i 30-35 minutter. Test med en kødnål om der hænger dej ved. Hold øje med overfladen undervejs.