tirsdag den 13. marts 2018

Tidlige påskekager



Efter at have prøvet de mørke chokoladebunde, så var tiden kommet til de lyse mørdejsbunde.
En lille kage til min søde mor (ca. 10 cm lang) og så en lidt større til min søn og mig på en regnvåd mandag aften. Og så kan man jo starte påsken lidt tidligt...

Herunder ses den lille:


Opskrifterne er hovedsaligt fra Mette Blomsterberg.

Mørdejsbunde
2 tsk. vaniljesukker
100 g flormelis
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
150 g smør, koldt, i små tern
1/2 dl. vand

Bland mel, bagepulver, flormelis og vanilje med smør. Bland hurtigt sammen til smøret er smuldret ind i melblandingen. Tilsæt vand og saml hurtigt. Læg dejen i en plastpose og læg på køl i mindst 30 minutter.
Rul ud i maks. 2-3 mm tykkelse (dejen hæver lidt under bagning) i den ønskede figur (husk du skal bruge 2 ens figurer) og sæt figurene i køleskabet på bagepladen til de er gennemkolde.
Bag ved 180 grader i ca. 10 min - til kanterne er let brune. Lad figurene køle af på bagepladen. Opbevares i tilsluttet kageæske til brug.

Vaniljecreme

1 æg
1 spsk sukker
2 tsk vaniljesukker
1 spsk Maizena
1,5 dl mælk

1 dl fløde – piskes til skum, når cremen er kold

Alt blandes i en lille gryde. Varmes op under konstant omrøring indtil det tykner. Vær opmærksom, lige pludselig går det stærkt.
Hæld blandingen i en lille skål og dæk med husholdningsfilm. Stilles til afkøling og vend til sidst flødeskummet i den kolde vaniljecreme. Fyldes i sprøjtepose med en rund tyl, når du er klar til at samle kagen.

Ekstra
Hjemmelavet bærkompot eller lidt syltetøj
Evt. lidt ganache eller Nutella

Samling
Læg den ene bund på et fad. Fordel creme i dutter, ca 1,5 cm høje. Sæt eventuelt også små dutter af bærkompot eller syltetøj og gør det samme med Nutella, hvis du synes.
Læg forsigtigt den anden bund ovenpå og sæt dutter på den også. Her vil jeg ikke tilføje bær eller Nutella. Pynt med hvad du har lyst til. Her er det chokoladepåskeæg, krysantemum (der dog ikke spises selv om de faktisk kan), skovsyreblade og skovsyreblomster.