torsdag den 27. september 2018
De skønne vanilje småkager
Mine absolut yndlingssmåkager er disse vaniljesmåkager - også kaldet "tillykke-kiks". Jeg har bagt dem et utal af gange og de er bare gode hver gang. Opskriften kan varieres, men vanilje er min favorit.
I dag blev en kollega 60 år så han måtte lige ønskes tillykke med en pose småkager.
Tillykke-kiks
200 g smør i små tern
200 g flormelis (alm. sukker kan også bruges)
1 stort æg
400 g mel (evt 50 g af det som cacao)
Smagsvarianter, vælg f.eks.:
1 stor spk vaniljesukker eller kornene fra 1 vaniljestang
1 ps brunkagekrydderi
reven skal af en usprøjtet citron, lime eller appelsin
50 g cacao
1½ tsk appelsinpasta
Rør smør og flormelis godt sammen. Tilsæt letpisket æg og den ønskede smagsvariant. Rør det hele godt sammen og tilsæt sigtet mel lidt af gangen.
Saml dejen helt med hænderne. Lad dejen hvile indpakket i en plastpose i ca. 1½ time. Rul ud mellem 2 stykker bagepapir. For at få ens tykkelse på småkagerne kan du rulle ud mellem 2 såkaldte afstandspinde. Bag ved ca. 175-200 grader i ca. 10-15 minutter midt i ovnen.