tirsdag den 19. marts 2013
Barbie (DIY)
Da jeg bagte Barbie kagen forleden dag, tog jeg billeder undervejs. Også for at jeg selv skulle kunne huske det til en anden gang. Måske kan du bruge billederne.
Bag f.eks. en god chokoladekage, der ikke er for løs i konsistensen. Her er det Bondekonens chokoladekage.
Jeg bagte 3 kager, en i en halv sportsbold, en rund i str. 16 og en rund i str. 18 cm.
Skær den øverste kant af kagerne, så de bliver jævne.
Del hver kage i 2 bunde. Udstik et passende hul i midten.
Læg bundene sammen med f.eks. nutellacreme.
Jeg valgte at lægge en papskive mellem kagerne efter hver 2. lag. Dette gør at kagen bliver nemmere at servere, da man ikke behøver at skære ned gennem hele kjolen, men kan tage 2 lag/bunde af gangen.
Skær kagen til, så den bliver jævn ned langs siderne.
Her er det så at jeg opdager, at kagen ikke går højt nok op om livet på dukken. Jeg tog derfor noget af den kage, der var skåret fra, blandede med lidt nutellacreme og formede en ring, så kagen blev højere.
Smør kagen op.
På billedet herover kan du se, at jeg har sat et hvidt bånd af fondant nederst. Dette er for at holde cremen dækket under første lag blonder.
Herunder: Skær den bort/blonde du ønsker og sæt minimum 2 lag hele vejen rundt (forskudt af hinanden) over den første hvide dækkende kant. Du kan evt. gøre blonderne højere foran, så kjolen kan gå højere op foran end i siderne og bagved.
Rul et stykke fondant, der er stort nok til at dække hele kagen. Tilpas det og lav folder i kjolen. Jeg havde tilsat tylosepulver, så holder folderne bedre. Lad kagen hvile evt. til næste dag. Lav en række blonder og sæt nederst på kjolekanten.
Sådan endte blonder og kant med at se ud.
Pynt kjolen som du har lyst. Jeg satte en masse mini blomster på.
God fornøjelse :D