lørdag den 20. september 2014
Hindbærlagkage
Blomsterbergs hindbærlagkage med macarons og mørk chokolade med en anelse frysetørret hindbær:)
Det er mandelbunde med syrlig hindbærmousse. Langs kanten er marcipan og på toppen mørk chokolade, flødeskumsrosetter og macarons med mørk chokoladeganache.
Familien var tilfreds - jeg var så forkølet, at jeg INTET kunne smage :(
Opskriften får du her - den er lang, men ikke spor besværlig:
1 stk. springform ca. 24 cm i diameter. Klip et stykke bagepapir, der passer til størrelsen af bunden.
Mandelbund
100 g. (past.) æggeblommer
65 g. sukker
1 tsk. bagepulver
100 g. hvedemel
50 g. mandler med hinde, fint malet
200 g. pasteuriserede æggehvider
Hindbærmousse
5 bl. husblas
200 g. hindbær - friske eller optøet frosne
50 g. flormelis
5 dl. piskefløde
½ vaniljestang
Overtræksmarcipan
200 g. ren rå marcipan (f.eks. Odense)
100 g. flormelis
ca. 25 g. glukose sirup (kan undlades)
Endvidere
Ca. 4-5 dl. letpisket fløde til rosetter og langs kagens kanter.
1 stor stjernetyl (til rosetter)
12-16 stk. friske hindbær eller macarons til afpyntning
Mandelbunden
Æggeblommer og sukker piskes med håndmixer til en tyk og lys æggesnaps. Mel og bagepulver blandes grundigt og sigtes. Vend forsigtigt blandingen i æggene sammen med de fint malet mandler.
Æggehviderne piskes så stive, at skålen kan vendes på hovedet uden noget falder ud og vendes forsigtigt med resten. Stop når dejen er ensartet.
Fordel dejen på bagepapiret i formen og stryg den glat med en palet.
Bages ved 190 grader til bunden er gylden og giver efter ved tryk, ca. 20 - 30 minutter.
Afkøles helt i formen inden kanten skæres løs med en lille kniv og kagen nemt kan komme ud af formen. Rengør springformen. Del kagen i 2 lige tykke bunde. Læg en opsprættet plastpose i formen og læg den nederste bund herpå.
Hindbærmousse
Husblassen lægges i blød i meget koldt vand i 30 minutter. Vaniljestangen flækkes på den lange led og kornene skrabes ud med en lille kniv. Lidt af flormelissen og kornene mases med en paletkniv på bordet, således at kornene skilles ad.
Hindbær, flormelis og vaniljesukker moses kort med hænderne & opvarmes i en lille gryde til 70 grader og tages af varmen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den varme hindbær-vanilje mos. Rør godt. Kom den varme blanding op i en ren skål.
Piskefløden piskes til let skum. En 1/3 del af det let piskede flødeskum kommes nu op i hindbær-blandingen. Pisk hurtigt. Denne hindbærblanding kommes nu op i skålen med den resterende let piskede fløde og det hele vendes nu forsigtigt sammen til en ensartet mousse, hvor 2/3 straks fordeles på mandelbunden i formen. Læg den den anden bund ovenpå og pres, så moussen kommer helt ud til kanterne. Fordel den sidste 1/3 på den øverste bund og glat ud. Stil kagen i køleskabet til næste dag. Alternativt 3 timer i fryseren.
Overtræksmarcipan
Alle ingredienserne æltes sammen til en ensartet masse i røremaskinen eller på bordet. Mål kagens omkreds og højde og læg ca. 1 cm til højden. Rul marcipanen ud på et veldrysset bord (flormelis). Flyt båndet hele tiden, så det ikke sætter sig fast. Brug evt. afstandspinde, så marcipanen bliver ensartet. Afmål båndet og skær det til. Tril båndet sammen (som en rullemadras), så det er nemmere at få rundt om kagen.
Overtræksmarcipanen kan evt. opbevares i en tillukket plasticpose ved stuetemperatur indtil den skal anvendes, dog max. en uge.
Tag kagen ud, befri den for plastposen og stil den hurtigt på det fad, den skal serveres fra. Smør et meget tyndt lag piskefløde langs kanterne på kagen. Bare lige nok til, at marcipanen kan sidde fast.
Flødeskummet sprøjtes til smukke rosetter, 16 stk. Placer et friskt hindbær eller som jeg har gjort - en macaron.