fredag den 15. maj 2015

Macarons med Ribena


Tilfældigt faldt jeg over denne opskrift, hvor der skal Ribena i ganachen. Jeg må dog sige, at det kan ikke smages på trods af, at jeg ændrede i opskriften og jeg turde ikke putte for meget i. Men de er gode alligevel.

ca. 20 stk færdige macarons

Macarons:
125 g fintblendet mandler uden skind eller købt mandelmel
200 g flormelis
3 stuetempereret æggehvider
2 spsk. sukker
Lilla pastafarve



Ganachen:
200 g lys mælkechokolade
1 dl fløde
½  tsk. havsalt
Ufortyndet Ribena (ca 1 tsk.)

Macarons:
Gør 2 bageplader klar med bagepapir. Gør også en sprøjtepose klar.
Sigt mandler og flormelis gennem en sigte, så evt. små stykker nødder opdages.

Pisk de tre stuetempereret æggehvider i en skål, indtil det er en fast masse - ca. 6-8 min. Tilsæt 2 spsk. sukker og pisk et minut eller to mere. Tilføj flormelis- og mandelblandingen sammen med den lilla pastafarve. Vend massen rundt i skålen med en dejskraber og mas massen op langs siderne af skålen (macaronage hedder det - se video i bunden). Bliv ved til dejen har en konsistens, der gør, at når du lader den falde ned i skålen, "smelter" den sammen i løbet af ca. 20 sekunder.
Sprøjt runde macarons på ca. 4-5 cm på en bageplade beklædt med bagepapir og lad pladerne stå i omkring en time. Bag dem herefter ved 160 grader i 10-15 minutter lige under midten af ovnen.
Tag hele bagepapiret over på en rist og efter et par minutter fjernes papiret og de køler helt af på risten.

Ganache:
Hak chokoladen fint. Kog fløden i en gryde og hæld den derefter over den hakkede chokolade. Rør rundt til massen er ensartet og tilsæt havsalt, og ca. ½ tsk. ufortyndet Ribena. Stil på køl et par timer og rør/pisk cremen igennem evt. med en elpisker, inden den hældes i en sprøjtepose med en rund tylle. Match macaronsskallerne to og to og sprøjt cremen på den ene skal. Læg skallerne sammen og sæt på køl et par timer.

For sjov satte jeg nogle af macarons'ene på pind. De blev pyntet maskeringstape i forskellige farver :)





Den originale opskrift kan findes her.