onsdag den 20. maj 2015

Tiramisu macarons



Opskriften giver ca. 30 macarons - størrelse 3 cm

Macarons
100 g mandelmel (eller fintblendet mandler uden skal)
200 g flormelis
1 tsk. Nescafé Gold "Créma" pulverkaffe
1 knivspids vaniljepulver (eller lidt vaniljesukker)
3 past. æggehvider (stuetemp.)
50 g sukker

Klargør 2 bageplader med bagepapir.
Bland mandelmel, flormelis, pulverkaffe og vaniljesukker. Sigt gennem en si. Pisk hviderne næsten stive, tilsæt sukker og pisk massen helt stiv. Vend mandelmassen i hviderne med en dejskraber og rør lidt af luften ud af hviderne. Massen skal være lettere flydende. Test med en teske: sæt en tsk.fuld masse på bagepladen. Hvis den flyder jævnt ud efter et nogle sekunder, og ikke efterlader en top, så er massen klar. Ellers rør den et par gange mere med en dejskraber.

Fyld massen i en sprøjtepose med en tylle str. 10 mm og sæt ca. 3 cm store kager på bagepapir.
Lad kagerne hvile på bagepapiret i ca. 1 time (overfladen skal føles tør).
Bag kagerne midt i ovnen i ca. 15 min ved 140-150 grader. De skal kunne vippes af bagepapiret uden at sidde fast - så er de færdige.

Lad dem køle af et par minutter inden de forsigtigt tages af og køler helt af på en rist.
Opbevares i en lufttæt æske.



Fyld
112 g Mascarpone
50 g piskefløde
2 spsk. sukker
1 knivspids vanilje pulver (alt. 1/4 tsk. vaniljesukker)

Pisk/rør alle ingredienser sammen til en cremet masse. Fyld i en sprøjtepose og fyld kagerne. Lad dem køle i køleskab et par timer inden servering.
Drys evt. med kakaopulver.