fredag den 21. august 2015

Yndige Madeleinekager



I dag skal jeg mødes med nogle veninder og værtinden er vild med Madeleinekager. De er ukendte for mig, så det var med bankende hjerte jeg kastede mig ud i at bage dem. Men det gik faktisk helt nemt.
Opskriften var bare en af de mange, der findes på nettet.



Jeg bagte kagerne i en siliconeform med plads til 15 stk.

Madeleinekager

ca. 25 stk

75 g blødt smør
3 stuetempereret æg
75 g sukker
1 tsk. vanillesukker
fint revet skal af 1-2 øko. citroner
150 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ dl mælk
Lidt smeltet smør til formen

Tænd ovnen på 175 grader.
Smør formen med lidt smeltet smør og drys med mel. Ryst overskydende mel af formen.
Smørret røres ca. 5 min med æg, sukker og vanille. Citronskallen tilsættes og rør lidt igen. Mel og bagepulver vendes sammen og tilsættes, skiftevis med mælken. Der kan tilsættes lidt mere mælk, hvis dejen synes for tyk.
Fyld dejen ca. 2/3 op i formene og bag dem 15-20 min. De skal blive let gyldne i kanten. Tag kagerne ud af formen og lad dem køle på en rist. Spis dem afkølet evt. med lidt flormelis.



Historien bag kagerne:
Madeleine
Der verserer to forskellige forklaringer på, hvem Madeleineka-gerne er opkaldt efter. Den ene hævder, hun var en berømt konditor, Madeleine Paulmier, der levede i 1800-tallet. Den anden, at Madeleine Paulmier var kok for den franske kong Louis den 15.’s svigerfar, som opkaldte kagerne efter hende. Verdenshistoriens mest berømte Madeleinekage er nok den fra Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’, hvor kagen bliver dyppet i lindete, og smagen og duften vækker både erindringen om fortællerens svundne barndom og hele hans kunstneriske skaberkraft. Karakteristisk for Madeleinekagerne er, at de altid er lette og luftige og ligner en lille muslingeskal.
Fra http://www.boligliv.dk/mad/bagning/bag-beromte-kager/