fredag den 27. januar 2017
Store småkager :)
Småkager er godt - store småkager er også godt, men kæmpe småkager er fantastisk. Og disse småkager er kæmpe store.
Opskriften kommer herunder og du kan pynte dem med lige det du vil, f.eks. ristet kokos og/eller sesamfrø, mini M&M's, chokoladedråber/knapper, krymmel(sprinkles) eller kanelsukker.
Kæmpestore småkager
18 stk.
113 g smør, stuetemp.
113 g Crisco (et fast, vegetabilsk fedtstof med 100% fedt. Kan erstattes med stuetemp. palmin)
105 g lyst brun sukker
200 g alm. sukker
2 store æg
1,5 tsk. vaniljeekstrakt
312 g mel
1,5 tsk. bagepulver
Toppings til pynt
Scoop ske
2 bageplader
Plads i køleskab eller fryser
Rør smør og Crisco/palmin samt de to slags sukker på røremaskine med paddle-delen påsat. Rør til det bliver let og "fluffy" på høj hastighed, ca. 3-5 minutter.
Bland æggene med vaniljeekstrakt og tilsæt dem til dejen lidt ad gangen. Skrab med dejskraber skålens indersider, så du får alt blandet godt.
Bland og sigt mel og bagepulver og tilsæt det til dejen. Rør til dejen er samlet.
Det er godt at have en scoop-ske (bruges ofte til is). Min var ret stor, jeg tror den indeholder næsten 3/4 dl. dej - hvilket giver dejlig store småkager.
Fordel dejen på en bageplade (med bagepapir) med scoop-skeen (så bliver de til halvkugler), de må gerne stå tæt for de skal først en tur i køleskab eller fryser.
Sæt pladen i køleskabet i en lille times tid eller i fryser i 15 min.
Tænd ovnen på 190 grader.
Gør pynten klar. Jeg brugte små chokoladedråber (fra Dr. Oetker), små M&Ms (fra Caletti) og en krymmel med passionssmag (fra Rema1000).
Pres en af halvkuglerne ned i pynten, så den bliver lidt mere flad og pynten sætter sig fast.
Jeg bagte først en enkelt småkage for at se hvor meget den flød ud.
Pynt alle kagerne og placer dem på bagepladerne med stor afstand mellem. Hold dem kolde til de skal i ovnen.
Bag plader en ad gangen indtil kagerne bliver let lyse i kanten, ca. 14-18 min. De er meget bløde lige når de kommer ud, men efter et øjeblik, kan de forsigtigt overføres til en rist, evt. med bagepapiret under i starten.
Opbevar småkagerne i en lufttæt dåse.
Dejen kan fryses. Gør det når de er formet i halvkuglestørrelse, så er de lige til at vende i pynt næsten optøet og bage.
Opskriften er fundet og inspireret af Gretchen's Bakery, hvor der også findes en fin lille video, der viser hvordan kagerne tilberedes.