søndag den 15. oktober 2017
Saftig ananaskage
Lækker opskrift fra "de gode gamle dage" som jeg fandt i et sommerhus. Det er en saftig ananaskage med mandler indeni og ovenpå. Smagen af ananas er ikke overvældende, og jeg tænker næste gang vil lidt kokosmel i dejen også være lækkert.
Ananaskage
ca. 12 stykker
300 g smør, stuetemp.
275 g sukker
4 æg
300 g hvedemel
1,5 tsk. bagepulver
200 g ananas fra dåse, i små stykker
1 dl. ananassaft (fra dåsen)
50 g mandler, hakket
Evt. 50 g kokosmel (øg da ananassaft til 1,5 dl)
Rasp til formen
1 bageform 20-22 (jeg valgte dog at bage 2 stk. a 16 cm)
Tænd ovnen på 175 grader. Smør formen, læg et stykke bagepapir i bunden og drys rasp i siderne af formen.
Smør røres med sukker til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og rør 2 minutter ved høj hastighed efter hvert æg.
Hvedemel og bagepulver blandes og sigtes i dejen sammen med 1 dl. ananassaft. Bland.
Tilsæt ananasstykkerne og halvdelen af mandlerne og vend det sammen med en dejskraber.
Fordel dejen i formen, drys resten af mandlerne og bag kagen midt i ovnen i ca. 60-70 min. Test med en tandstikker om der hænger dej ved.
Kagen afkøles i formen.
Kagen kan drysses med flormelis inden servering
Kagen er fryseegnet 3-4 måneder.
Opskriften er fra Det gode Køkken.