lørdag den 6. oktober 2018

Chokoladetærte med knas



Skøn chokoladetærte med knas i midten. Opskriften rækker til en lang form 38x11 cm og en lille rund på ca. 12 cm.



Kakaomørdej
200 g hvedemel
20 g ren kakao
100 g flormelis
100 g smør
1 helt æg, str L

Skær smørret ud i små tern og sigt mel, kakao og flormelis ned i samme skål. Rør lidt rundt i det med en træske. Bland så ægget i og saml hurtigt dejen med hænderne. Læg dejen i en plastpose og pres den flad indeni. Læg på køl i en times tid.
Smør tærteformene grundigt med smeltet smør. Tænd ovnen på 200 grader C.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og gerne med afstandspinde, så den bliver lige tyk over alt. Mine afstandspinde var. 0,5 cm. Rul dejen ud, så dejen er stor nok til dække bund og sider plus lidt ekstra.
Når dejen er lagt i formen skæres overskydende dej af. Prik huller i dejen med en gaffel.
Læg et stykke bagepapir oven på dejen og hæld tørret kikærter (eller ris) på. Bag midt i ovnen i 8-10 minutter. Fjern så papir og kikærter og bag yderligere i 8 minutter. Tag tærten d og lad den køle helt af i formen.

Nøddeknas
100 g nødder (f.eks. hassel eller mandel)
1/2 dl. vand
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
50 g hakket mørk chokolade

Hak nødderne og rist dem i ovnen ved 200 grader til de dufter og er blevet lidt mørkere.
Vand og sukker hældes i en lille gryde og koger ved middelvarme til farven bliver let gylden. Hold øje, det kan pludselig gå stærkt.
Hæld nødderne i og vend det hele rundt. Hæld ud på et stykke bagepapir og pres det lidt fladt. Det bliver hurtigt meget hårdt.
Når det er afkølet skal det blendes sammen med vaniljesukker og mørk chokolade til en det ligner groft sand.
Fordel det på kagebunden og pres det let ned med bagsiden af en ske.

Chokoladeganache
250 g mørk eller lys chokolade
2 1/4 dl fløde
30 g glykosesirup (evt. fra Dansukker)

Smelt chokoladen i en skål.
Fløde og sirup koges op under omrøring og hældes over den smeltede chokolade, mens der røres i midten af skålen. Ganachen vil samle sig og få en fin og skinnende konsistens. Skulle der være lidt usmeltet chokolade, så giv den en tur med stavblender.
Fordel chokoladen med det samme over tærterne. Ryst formen lidt eller giv et par lette bank i bordet. Stil tærterne på køl i mindst 2 timer og pynt dem evt. med lidt smeltet chokolade og et par chokoladekugler inden servering.



Med inspiration fra Maja Vase og My Amazing Cakes.