tirsdag den 25. august 2020
Blondie med havtorn og lakrids
En skøn duft bredte sig i køkkenet, da jeg bagte bunden til denne kage. Inspireret af Bülows chokoladekugler med havtorn faldt jeg over Nipuni Julies opskrift, dog er den ændret herunder så den passede mig.
Jeg elsker farverne som kagen fik.
Blondie
(6-8 personer)
80 g sukker
80 g blødt smør
2 æg
1 usprøjtet appelsin, skallen
60 g groft hakket hvid chokolade
1,5 tsk. lakridsgranulat
25 g hvedemel
75 g marcipan, groft revet
Desuden
1 springform str. 17 cm
1 udstikker, str. 15 cm
1 silikoneform str. 18 cm
- eller lignede størrelser
Tænd ovnen på 180 grader. Smør bunden i en lille springform, str. 17 cm og læg et stykke bagepapir.
Pisk blødt smør med sukker til det bliver lyst og fluffy. Tilsæt så et æg af gangen.
Tilsæt den fintrevne appelsinskal.
Sigt mel over marcipanen og vend det i dejen sammen med lakrids og den hvide chokolade.
Fordel dejen i formen og bag den i ca. 25-30 minutter. Test med en tandstik og hold øje med overfladen, at den ikke bliver for mørk.
Køl først kagen af i bageformen, herefter på en rist. Når kagebunden er helt afkølet udstikkes en cirkel på 15 cm, så den mørke kant skæres fra. Læg denne i bunden af en silikoneform, str. 18 cm.
Havtornmousse
2,5 blade husblas
225 g havtorn, frosne
Saft af 1 lille appelsin
60 g sukker
2 dl fløde
1 dl yoghurt 2%
Desuden
2 typer små silikoneforme til lidt pynt
Opblød husblas i koldt vand i mindst 10 minutter.
Havtorn, appelsinsaft og sukker koges stille op og småkoger efter i ca. 5 minutter. Hæld gennem en si og pres saften fra havtornene.
Smid de maste havtorn væk. Tag ca. 0,5 dl havtornsaft fra (gemmes) og rør husblas ud i resten. Lad dette køle af til lillefingervarmt.
Pisk fløden til bløde toppe og rør så sammen med yoghurt.
Vend lidt flødeskum/yughurt i havtornsaften (den med husblas) og rør det godt ud i saften. Herefter vendes de to blandinger sammen stille og rolligt med en dejskraber af flere omgange til alt er blandet og ensartet.
Hæld lidt af moussen i 5-6 huller i ene pynte-silikoneform og stil i fryser. Fordel resten af havtornmoussen over kagebunden og stil i fryser.
Havtorn kupler (pynt)
Opløs 1/2 blad husblas i koldt vand i 10 minutter. Lun den 0,5 dl havtorn og rør husblas ud i saften.
Fordel i 5-6 huller i den mindste pynte-form. Stil i fryser.
Samling og servering
Kagen tages ud af fryser og ud af silikoneformen. Fordel de frosne pynte mousse/gelékugler og stil i køleskab i ca. 4 timer. Pynt yderligere kagen som du har lyst til. Her er det tørret kornblomster og lidt guldkrymmel.
Kagen blev serveret til en fødselsdag for familie og venner til et kagebord.