torsdag den 24. december 2020

Julecupcakes


En sidste juleopskrift med cupcakes, der smager og dufter af honningkager. Inden i overraskes der med en virkelig lækker marcipancreme og som pynt en vaniljefrosting med julekrymmel. 

Marcipancreme
(ganache)
1 blad husblas
1,25 dl piskefløde
50 g revet marcipan
50 g hvid chokolade

Husblas lægges i blød i iskoldtvand i mindst 10 minutter. Varm fløde og revet marcipan op til kogepunktet. Smelt den hvide chokolade i microovnen og hæld den varme fløde over. Rør i midten til cremen samler sig. Vrid vand fra husblas og tilsæt. Læg et stykke film over cremen og stil på køl i 2 timer (til cremen bliver 5 grader). Pisk cremen op og hæld i en sprøjtepose.


Julecupcakes
20 stk, standard størrelse
125 g smør
125 g nougat
2 æg
100 g sukker
100 g farin
250 g mel
1 tsk bagepulve
0,5 tsk natron
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
0,5 tsk stødt ingefær
Lidt salt
2,5 dl kærnemælk (evt. alm mælk tilsat 2 spsk citronsaft. Lad stå i 10 minutter)

Indstil ovnen på 180 C alm. ovn. Smelt smør og nougat i en lille skål over vandbad. Fjern det fra varmen.
Pisk æg, sukker og farin i 5 minutter. Bland mel, bagepulver, natron og alle krydderierne og sigt det. Bland det i den æggeblandingen. Hæld mælken ned til smør og nougat og tilsæt blandingen til dejen. Rør det rundt stille og roligt. Fordel dejen i muffinsforme, der er sat i en muffinform af metal. Mine vejede ca. 55 g inden bagning, så var de 3/4 fyldt op i formen.
Bag dem midt i ovnen i ca. 20 minutter, hvor ovnlågen står på klem de første 8 minutter.
Test med en tandstikker om der hænger dej fast. Tag kagerne ud og afkøl på en bagerist.

Frosting
0,5 dl vand
170 g sukker
3 pasteuriseret æggehvider
1 spsk sukker
1-2 vaniljepasta
En stor rund tyl

Vand og sukker koges til det når 120 grader. 
Pisk æggehviderne i en helt ren skål (vask først med eddike eller citronsaft) i 5 minutter og hæld så den 120 grader varme lage i i en tynd stråle langs skålens side. Pisk på høj hastighed til skummet er kølet af.  Tilsæt vaniljepasta og pisk til det er blandet. Fyld en sprøjtepose.

Udstik et hul i hver cupcake og fyld med marcipancreme. Sæt det fraskårne kagestykke let ned i marcipancremen som en prop. Det skal stikke lidt op.
Fordel nu frosting over proppen og drys med krymmel.
Opbevares i køleskab i op til 2 dage.