lørdag den 10. juli 2021

Mojito chokolader


Fine chokolader med fyld af Mojito, støbt i chokolader fra Callebaut og farvet med kakaofarver fra Roxy and Rich. Farverne er grøn perlemor,  hvid og guld fra Roxy and Rich.

Skaller
100 g mørk chokolade + til at pode med
100 g mælkechokolade
15 g kakaosmør (fortynder chokoladen)

Temperer chokoladen og støb skallerne. Lad chokoladen sætte sig - evt. på køl, hvis det skal gå lidt hurtigere.

Mojito-ganache
2 usprøjtede lime frugter, str. M
1 tsk rørsukker
1 lille håndfuld friske mynteblade
3 spsk hvid rom (f.eks. Barcardi)
1/2 dl piskefløde
250 g hvid chokolade 

Læg mynteblade i en lille skål og klip dem til små stykker.
Skallen rives fint på limefrugterne og saften presses ud. Tilsæt begge dele til mynten. Drys sukker på og hæld rom over. Rør rundt og lad det trække et par timer tildækket.
Smelt chokoladen i en microovn eller over vandbad. Stil til side.
Kog mynteblandingen op med fløden. Når det smirer i siderne af gryden sies blandingen over den smeltede chokolade af 2 omgange. Rør i midten til ganachen samler sig. Stil ganache på køl til den er knap så flydende og fyld i skallerne. Lad chokoladerne stå i 1 time, og luk herefter med tempereret chokolade.