søndag den 17. april 2022

Påskegaver

Påske gaver til min skønne familie og venner.


Stort guld æg
Formen er inden brug penslet med guldglimmer. En tynd skal af mørk chokolade efterfulgt af en tynd skal af Gold (karamelsmagende) chokolade. Fyldet er en virkelig lækker færdigkøbt marcipan med saltkaramel og i midten et lille drys små chokoladedråber. 

Stort påskeæg i mørk og orange chokolade, dobbeltstøbt
Formen er først farvet med guld og orange kakaosmør. Så støbt i mørk chokolade og herefter i orange chokolade, der har en frisk appelsinsmag. Fyldet er en cookie dough med små stykker af chokolade, både Orangestænger og mørk chokolade. Chokoladerne er dyppet i chokoladeflager.

Cookie dough
100 g smør
50 g hvidt sukker eller rørsukker
60 g brunt sukker (farin)
ca. 1/2 dl piskefløde
1/2 tsk vaniljeessens
100 g hvedemel, sigtet
1/2 tsk salt
75 g orangestænger
30 g chokoladedråber
evt. 1/2 tsk reven skal fra en appelsin
evt. chokoladeflager til bunden

Hak orangestængerne til små stykker. Rør smør med de 2 slags sukker i 5 minutter. Tilsæt fløden, vaniljeessens og evt. appelsinskal i en tynd stråle, mens der fortsat røres. Rør mel og salt i dejen og vend til sidst chokoladen i. Lad blandingen stå køligt i 30 minutter. Tril små kugler og pres ned i de støbte skaller. Lad der være 2 mm til kanten. Luk med chokolade og stil på køl. Når chokoladen har sat sig, lunes bunden af en lille gryde og hver chokolade sættes kort på den varme bund. Sæt omgående chokoladen i et fad med chokoladeflager. Stil på køl igen.

Stort påskeæg i lemon chokolade med marcipan, dobbeltstøbt
Formen er stænket med sort og penslet med sølv. Grøn lemon chokolade er først støbt i et tyndt lag. Når den har sat sig, støbes en tynd karamelchokolade (Gold chokolade) skal i den grønne skal. Fyldet er lemon-ganache og marcipan.

Lemon ganache
75 g lemon chokolade
25 ml piskefløde
15 g limesaft

Lun chokoladen kort, så den smelter halvt. Varm fløde og limesaft op til kogepunktet og hæld over chokoladen. Lad det stå et øjeblik. Rør i midten af skålen til ganachen samler sig. Rør det hele sammen. Stil til side til temperaturen er max. 30 grader.
Fordel et lille lag ganache i skallerne. Stil i fryser i 6 minutter. Læg et stykke marcipan på og herefter igen ganache. Lad der være 2 mm til kanten. Når det sidste lag ganache har sat sig, lukkes med enten Gold eller lemon chokolade. 

Pink æg, dobbeltstøbt
Farv formen med sort kakaosmør. Pensl med sølv glimmer. Støbt først i Ruby, så hvid chokolade. Fyldet er en nougat ganache tilsat hasselnøddekrokant og feuilletine-knas. 

Nougat ganache
150 g nougat
75 g mørk chokolade
2-3 spsk hasselnøddekrokant
1-2 spsk. feuilletine

Smelt nougat og chokolade sammen. Lad det køle til 32 grader. Tilsæt krokant og feuilletine og fyld i skallerne til 2 mm fra kanten.

De små påskeæg kan ses her. Mørk chokolade med små kaniner indeholder en bærganache.

Chokolade fra Callebaut.
Formen er fra Cake Decor (12 skaller). 
Glimmer fra Odense Marcipan.
Marcipan fra Odense Marcipan.