lørdag den 13. juli 2019

Sommer og sol



Og æblekage i nye klæder ...

Denne skønne kage blev tilberedt til dagens besøg af min søde veninde. Den smager fuldstændig som en æblekage skal. Server den køleskabskold, så er den helt fantastisk.



Opskriften får du her - men ellers findes den mange steder på nettet.



Æblekage med gylden glaze
ca. 8 personer

Kagebund
50 g sukker
2 æg
1 lille tsk mandelessens
50 g smeltet smør
60 g mel
1 tsk bagepulver
15 makroner
1 bageform Ø16 cm

Tænd ovnen på 180 grader.
Æg og sukker piskes til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt smeltet smør sammen med mandelessens. Mel og bagepulver blandes og vendes i æggemassen. Makronerne knuses i en pose til grove stykker og vendes i dejen. Dejen hældes i bagformen.
Bag kagen i ca. 25 minutter. Lad kagen køle af og vend ud på en rist. Skær toppen af kagebunden af, så den er ca. 2,5 cm høj

Æblekompot
2 blade husblas
400 g æbler (ca. 6-7 stk)
80 g sukker
Saften fra 1 citron
1/2 tsk vanilje pasta

Læg husblas i blød i iskoldt vand.
Skræl æblerne og skær i tern (fjern kernehuset).
Koges med sukker, citronsaft og vaniljepasta.
Når æblerne er møre og væden er næsten fordampet, er de færdige.
Blend de kogte æbler til en fin mos og tilsæt husblas. Lad det køle helt af. Det skal være ca 3,5 dl.

Hæld så æblekompotten oven på kagebunden enten i en kagering eller bageformen du bagte bunden i, og stil begge dele i fryseren til de er helt frossen.

Vanilje mousse
3 blade husblas
1 tsk. vaniljepasta
70 g sukker
Saften fra 1/2 citron
1 dl yoghurt naturel (jeg brugte 10%, men alt dur)
3 dl letpisket flødeskum
Silikoneform 20 cm (her er det en Goccia fra SilikoMart)

Sørg for at have silikoneformen og det frosne kage/æblekompotindlæg klart. Moussen stivner hurtigt.
Læg husblas i blød i iskoldt vand.
Kom sukker, vaniljepasta og citronsaft i en lille gryde og kog til sukkeret er opløst. Tilsæt husblas. Lad det køle let og rør yougurt ud i sukkerlagen. Pisk fløden til let skum og vend sammen med det øvrige.
Hæld vaniljemoussen ned i silikoneformen, bank formen i bordet for at få evt bobler ud. Pres forsigtigt kage/æblekompotindlægget ned (med kagebunde opad). Lad mousse og kagebund flugte. Stil i fryser til alt er dybfrossent.

Glaze
4 blade husblas
1,25 dl vand
200 g sukker
150 g Gold chokolade (giver en skøn karamelsmag)
0,75 dl piskefløde

Læg husblas i blød i iskoldt vand.
Kog vand og sukker til sukker er opløst og temperaturen er ca. 100 C.
Hæld chokoladen i en høj beholder og tilsæt den varme sukkerlage. Tilsæt husblas og før forsigtigt en stavblender ned, mens du holder beholderen på skrå for at undgå luftbobler. Blend til massen er ensartet, tilsæt da fløden og blend igen. Tag forsigtigt blenderen op og lad glazen køle ned til ca. 35-36 grader.
Hæld glazen over den frosne kage mens den står på en skål/glas og overskydende glaze kan blive opsamlet på f.eks. et stykke sølvpapir.
Varm en paletkniv i varmt vand og fjern forsigtigt glazetråde under kagen. Løft kagen over på et fad med en paletkniv.

Drys evt. med sukkerristet havregryn langs kanten.