lørdag den 16. november 2019

Talkage til veninden



Min skønne kollega skal holde fødselsdag og ville gerne servere talkager for sine gæster.



Det er mørdej med hindbærmousse og chokoladecreme. På nederste lag er der lagt stykker af friske hindbær og blåbærstykker samt lidt knasende chokoladekugler. På øverste del er desuden pyntet med hendes yndlingsslik.



Kagerne måler hver 30 x 18 cm.

Chokoladecreme
OBS skal stå på køl mindst 6 timer inden brug
2 blade husblas
250 g god mælkechokolade, f.eks. Callebaut
0,5 l piskefløde

Smelt chokoladen over vandbad eller i microovn.
Kog fløden op til kogepunktet og hæld 1/3 over chokoladen. Lad det stå et øjeblik. Rør så i midten af skålen til massen samler sig og bliver blank. Rør da i større cirkler. Tilsæt resten af den varme fløde af 2 omgange. Rør tilsidst husblas vredet fri for vand i chokoladen. Læg husholdsningsfilm helt ned på overfladen og stil til afkøling i køleskab mindst 6 timer, gerne natten over.
Pisk forsigtigt den kolde creme op til en fast og holdbar konsistens, men pas på ikke at overpiske, så cremen gryner.

Mørdejsbunde
2 x opskrift
2 tsk. vaniljesukker
100 g flormelis
300 g hvedemel
1 tsk bagepulver
150 g smør, koldt, i små tern
1/2 dl. vand

Bland mel, bagepulver, flormelis og vanilje med smør. Bland hurtigt sammen til smøret er smuldret ind i melblandingen, brug evt en køkkenmaskine/foodprocessor. Tilsæt vand og saml hurtigt med hænderne. Læg dejen fladt i en plastpose og læg på køl i mindst 30 minutter.
Rul ud i højst 2-3 mm tykkelse (dejen hæver lidt under bagning) i den ønskede figur (husk du skal bruge 2 ens figurer) og sæt figurene i køleskabet på bagepladen til de er gennemkolde.
Bag ved 180 grader i ca. 10-15 min - til kanterne er let brune. Lad figurene køle af på bagepladen. Opbevares i tilsluttet kageæske til brug.

Hindbærmousse
2 blade husblas, opblødt i koldt vand
300 g hindbær (eller andre bær)
1 dl yougurt natural
3 dl piskefløde
2-3 spsk. sukker

Giv hindbær et kort opkog, så evt. bakterier dør. Hæld dem op i en si og drys sukker over. Lad det stå et øjeblik og vend så sukker og bær sammen. Mens bærrene stadig er varme tilsættes husblas og det hele stilles til afkøling.
Pisk fløden til flødeskum og tilsæt yougurt. Vend bærrene i med en dejskraber. Stil i køleskab i et par timer.
Hæld i en sprøjtepose med rund tyl.

Læg et tal på serveringsfadet og fordel toppe af hhv hindbærmousse og chokoladecreme. Fordel så stykker af friske hindbær og blåbær skåret i halve, drys desuden med lidt chokoladekugler. Stil på køl ca. 30 minutter, så fyldet lige sætter sig og kan bære øverste tal.
Læg øverste tal ovenpå fyldet og gentag med toppe af fyld. Stil på køl igen, så du ikke maser toppene, når du pynter øverste del.
Kagen skal spises inden for nogle timer, da mørdejen ellers vil blive blød.