fredag den 30. juni 2023

Studenterfest





Fest i familien for studenten.

Vaniljecookies
Småkager med tryk af "Tillykke " eller "Student" - se opskrift her.

Fyldte chokolader
Fine chokolader med pynt af studenterhuer. Chokoladerne er støbt i hvid chokolade fra Callebaut og har fyld af bl.a Oreotrøffel og en blanding af Cara Krakine/kiksecreme.


Mini studenterhuer
De små studenterhuer er hvid marcipan med fyld af enten Oreotrøffel eller kagefyld (a la cake pops), og står på en kakaokiks, der udgør skyggen på huen. Du kan se hvordan de tilberedes her.


Studenterhue i fondant
Huen, som er lavet ud fra den rigtige studenterhue, er placeret på en udstillingskage. "Kagen" er en flamingoform, der er dækket med fondant, så den var kun til pynt.


Jordbærtærter (opskrift)
Jordbærtærte er altid godt. Start med vaniljecremen, gerne dagen før, da den skal køle. Bag tærten, fordel chokolade på og afkøl, så den er klar til cremen og pynten, evt dagen efter.

Jordbærtærter
15-20 personer
400 g sukker
400 g smør, blødgjort
400 g marcipan
6 æg
100 g hvedemel
130 g 70% mørk chokolade

600-800 g jordbær, skyllet, tørret og halveret.
Evt. pistaciekerner til pynt

Beklæd en bageform med bagepapir. Denne er fra Ikea og måler 32x21x3 cm.
Rør sukker og smør lyst i et par minutter. Tilsæt revet marcipan. Tilsæt æg, et ad gangen. Vend til sidst melet i med en dejskraber og fordel i formen. Kagen bages ved 175 C i ca. 1 time. Hold øje efter 40 minutter, hvor overfladen kan blive for mørk. Dæk med papir eller en anden bageplade. Test med en tandstikker om kagen er færdigbagt efter 50 minutter.
Tag bageformen ud og lad kagen stå 5 minutter. Så fordeles hakket chokolade, og efter nogle minutter smøres den nu smeltede chokolade ud. Lad kagen køle af inden den fjernes fra formen. 

Vanilje-/konditorcreme
Til 2 tærter str. 32x21
8 past. æggeblommer
8 spsk. sukker (hold 1/2 spsk. tilbage)
4 spsk. majsstivelse
6 dl mælk
2 stænger vanilje
8-10 dl piskefløde

I en gryde hældes æggeblommer, sukker, majsstivelse og mælk. Flæk vaniljestængerne og tag vaniljekornene ud. Mas kornene ud i det sukker du har holdt tilbage og hæld i gryden sammen med de tomme vaniljestænger. Rør det hele godt sammen.
Over medium varme røres der i gryden til cremen koger op. Lad det boble et par minutter under konstant omrøring. Hæld det hele i en ren skål og dæk med film helt ned på overfladen. Stil cremen i køleskab til den er helt kold, gerne næste dag.
Pisk kort cremen op og vend den sammen lidt ad gangen med flødeskum, der er rimelig fast pisket.

Pynt evt. med hakket pistacienødder og fine chokoladeflag (købte).
Den færdige kage kan holde til næste dag i køleskabet. Serveres dog stuetempereret.