søndag den 28. februar 2016

En gave til Nina



Min søde veninde Nina, tilbage fra gymnasie-tiden har fødselsdag i dag. Kagen her skal hun have med på arbejdet i morgen til alle sine kolleger.



Kagen indeholder 2 bunde af Bondekonens Chokoladekage og 1 Drømmekagebund. Bundene er stænket med hjemmelavet hindbærsirup. Der er Ninas yndlingsfyld i kagen - hindbærmousse og Tobleroneganache.
Kagen blev smurt op med Svejtsisk marengssmørcreme og overtrukket med blandet fondant/marcipan.



Roserne har jeg formet i fondant og sløjfen er lavet af marcipan og chokoladefondant (fra Satin Ice).



Kagen måler 30x30x8 cm og vejer.... meget :)

Kæmpe tillykke, søde Nina :)

En lille ekstra kage til Nina



Min veninde Nina, der har fødselsdag i dag, skal hente en kage, som hun skal have med på job i morgen. Jeg har lavet en lille ekstra kage til hende, så hun kan smovse allerede i dag...
Der blev nemlig lidt til overs fra den store kage.
Det er 3 tykke Drømmekagebunde med fyld af hindbærmousse og Tobleroneganache, smurt op med Svejtsisk Chokoladesmørcreme og overtrukket med marmoreret marcipan, hvid fondant og chokoladefondant.



Mere tillykke, Nina :D

torsdag den 25. februar 2016

Chokoladecupcakes med Nutellacreme



En kollega har sidste dag og hun spurgte så sødt, om jeg ikke vil lave de chokoladecupcakes med Nutellacreme som hun så godt kan li'.








Sådan blev blomsterne til:
Udstik 3 cirkler i hver sin størrelse. Læg dem til tørre i en former. Jeg brugte en mini palet fra Søstrene Grene til den mindste, en tom Toffiee æske til den mellemste og til den største havde jeg en blomsterholder til sukkerblomster.


På den største duppes en anelse vand (kogt og afkølet). Læg en lille kugle af fondant:

Dup kuglen og sæt den mellemste cirkel på kuglen, læg en ny lille kugle fondant og lim den sidste cirkel på:

Lim evt. nogle små sukkerkugler på (disse er fra Dr. Oetker).


Sæt blomsten på kagen :)

lørdag den 20. februar 2016

Surprise bryllup



Ulrik og Charlotte skal holde et lille barnedåb i dag, men hvad gæsterne (undtagen mig) ikke ved er, at de lige smutter op og bliver gift først :D



Kagen indeholder 1 chokolade- og 2 vaniljelagkagebunde og har fyld af hindbærmousse og Tobleroneganache. Den er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med Wilton hvide fondant.



De hvide perler langs kanten er fra FunCakes og ellers er kagen helt enkelt pyntet, hvilket jeg godt kan li'.



Måler 27 cm og er ca. 8 cm høj.

Kæmpe tillykke - med det hele :)

Bærkage med chokoladekant



Inden bag denne krøllede kant af chokolade gemmer der sig 3 gode bunde af en skøn chokoladekage. Mellem bundene er der fyld af jordbær/rabarbermousse (min favorit). Kagen er opsmurt med et tyndt lag Nutellacreme og hele herligheden er omfavnet af chokolade.

Her kan du se kagen oppefra inden den blev fyldt med bær:




Kanten er (forholdsvis) nem at lave. Mål den færdige kage i omkreds og højde. Læg ca. 1½ cm til i både omkreds og højden. Klip et stykke bagepapir, der passer i omkredsen (incl. de ekstra 1½ cm).
Krøl papiret let og glat det ud igen. Læg det krøllede bagepapir på et andet stykke bagepapir, der er både længere og større.
Smør nu den smeltede chokolade ud på det krøllede bagepapir og glat det ud med en paletkniv. Sørg for at laget ikke er for tykt, men heller ikke for tyndt. Og smør det godt ud over kanterne.

Lad chokoladen ligge og "tørre" - ca. 10 min, så du kan røre ved det uden at få noget særlig chokolade på fingeren. Når du fornemmer at nu er det klart, så tag forsigtigt fat i hvert øverste hjørne og sæt det på den køleskabskolde kage. Se videoen i dette indlæg. Det er samme fremgangsmåde som med bobleplast.
Vær opmærksom på, at jo større din kage er desto tungere bliver chokoladekanten og det kan være svært at styre bagepapiret. Læg gerne bagepapiret dobbelt, hvis din kage er større end 20 cm, ellers kan papiret gå i stykker under vægten af chokoladen.



Jeg brugte ca. 300 g mørk chokolade til denne kage, der måler 16 cm i diameter og er 10 cm høj.
Du kan evt. tilsætte lidt kokosolie (½-1 tsk.) til den smeltede chokolade. Det vil gøre den nemmere at skære ved serveringen. Under alle omstændigheder er det bedst at skære ved en varm kniv, der smelter chokoladen let, mens du skærer.



Oven på kagen kan man f.eks. pynte med hindbær, blåbær og jordbær. Drys let med flormelis inden servering.



Sådan så kagen ud indeni:

torsdag den 11. februar 2016

Kærestebreve...



Mine søde kolleger har altid fortjent kage og i dag fik de så en Valentine kage.



Det er en lækker chokoladekage med små stykker chokolade og pecannødder i. Inde imellem de 4 bunde gemmer der sig (ekstra rød)hindbærmousse, der smager skønt og frisk. På nederste lag er der desuden lagt bananstykker sammen med hindbærmoussen.
Kagen er smurt op med Svejtsisk Marengscreme med hindbær og Lemon Curd. Mønster er præget med en slags dejskraber, der ligner en kam :) Hvis cremen får lov til lige at blive lidt kold inden du kører "kammen" igennem, kan du få et mere rustikt udseende.



Kærestebrevene er lavet i fondant ved hjælp af en udstikker fra JEM. Teksten er præget med et Clear Stamp stempel og sort pastafarve - alt spiseligt.




Kagen målte 18 cm og var 12 cm høj.

Også andre kolleger fik kage i dag. En lækker svampet banankage med chokoladestykker og pyntet med chokolade.



Med ønske om en dejlig Valentine til alle ♥♥♥

søndag den 7. februar 2016

Jonathan 5 år



Så blev det Jonathans 5 års fødselsdag og 3. gang jeg har æren af at bage kage til ham. Første gang var det Spider-Man, så blev det Hulken og i år er det taekwando der skal være temaet.



Kagen er en chokoladekage, som du kan finde opskriften på her. Den er dryppet med sirup og smurt op med Nutellacreme og overtrukket og pyntet med fondant.



Det skønne foto af Jonathan i sin dragt er i spiseligt sukkerprint og fra Kagedeko.dk.

Kæmpe tillykke til Jonathan :)


Barnedåb for Sofus



Kender du Sofus fra DR Ramasjang? Ham, der hopper ud fra et fly i faldskærm med sin røde kuffer og lander et eller andet sted i verden hos et barn.
Det er ham på kagen, men det er også en sød lille dreng, der skal døbes i dag. Efter mange timer blev både bamse, kuffert og faldskærm færdig og alt kunne sættes på kagen på en separat plade, der er lige til at tage af og gemme.







Kagen indeholder 1 vanilie- og 2 chokoladelagkagebunde. Mellem bundene er fyld af hindbærmousse og Oreomousse og hele molevitten er smurt op med PSC kakaocreme. Overtræk er marmoreret hvid/lyseblå fondant.

Kagen måler 28x38 og er næsten 10 cm høj.



Og her er den rigtige Sofus fra tv:


lørdag den 6. februar 2016

Snickerskage - i en sundere udgave



Jeg er endnu ikke træt af dadler, så derfor kan du se opskriften på en kage jeg bagte i dag.

Bageform str. 18 - 20 cm

4 økologiske æg
150 g mandelmel (blend evt. dine egne mandler til mel)
100 g modne dadler (uden sten)
2 store spsk. peanutbutter (sukkerfri, smooth eller chruncy)
½ tsk. salt
1 spsk. agavesirup, honning eller sødestof f.eks. ISIS SØD eller Sukrin, Sukrin+ eller Sukrin Gold
2 tsk. HUSK

Kom alle ingredienser i en blender/minihakker og blendes. Hæld massen i en form.
Bag kagen ca. 20 minutter ved 200 graders varmluft - ikke for længe, så bliver den for mørk i kanten.
Lad kagen køle helt af.



Topping
1 god håndfuld saltede peanuts
100 g mørk chokolade, gerne sukkerfri

Smelt chokoladen. Smør et tyndt lag chokolade på kagen, så nødderne lige kan sidde fast. Læg nødderne på og fordel resten af chokoladen og lad det løbe lidt ned ad siderne.



Inspiration er herfra.

onsdag den 3. februar 2016

Skønne dadelkugler



Super lækre, når man bliver lidt lækkersulten.
Opskriften giver 10 kugler.

10 friske dadler (u/sten)
1 dl mandelmel (du kan selv blende hele mandler)
4 tsk kakaopulver
1-2 tsk romessens
2 spsk peanut butter (sukkerfri)
Evt. lidt mælk eller fløde (hvis massen virker tørt)
I stedet for mælk/fløde kan der tilsættes lidt sukkerfri syltetøj

Alt blandes i en foodprofessor til sammenhængende og blød masse. Massen trilles til 10 kugler, der kan rulles i f.eks. kokos eller som her - ristet mandelmel blandet med frysetørret hindbær.
Opbevares på køl.