lørdag den 18. februar 2017

Sconeskage med dadler og orangeglasur



Jeg er stor fan af Renee, Sweet Revelations. Renee, der tidligere har haft sit eget bageri, har nu en blog, hvor hun giver gode opskrifter på både kager, morgenmad, desserter og meget mere. Der er altid masser af skønne billeder og opskrifterne holdes på et niveau hvor de fleste kan være med.
Jeg har længe kigge på en scones-opskrift fyldt med dadler og appelsinglasur, men manglede en af ingredienserne, nemlig orange ekstrakt. Endelig fandt jeg det online og fik det tilsendt. Nu skulle der så bages.



Ak og ve - min dej blev meget våd og at få dannet en cirkel af dejen, der kunne skæres/klippes ud i trekanter og lægges i en form, blev ikke muligt (denne gang)*. Så mine scones blev til en hel dej og dermed een stor kage. Jeg valgte også en alt for lille bageform, så da jeg tog kagen ud efter den anbefalede bagetid, og senere ville skære mig et lunt stykke, flød dejen stadig i midten. Og da havde jeg allerede glaseret den!
Jeg valgte at sætte kagen i ovnen igen, dække den til med folie og give den 25 minutter mere. Og 25 minutter mere og endnu 25 minutter mere... Dog kun på 150-175 grader. Endelig føltes kagen færdig og jeg var spændt på om den mon var helt tør og branket i kanterne. Men nej - jeg stod med en super lækker og lettere svampet kage, der var fyldt med dadler og orange-smag og den smagte fantastisk :)
Hvor det gik galt ved jeg ikke helt, men formen var helt sikkert for lille (16 cm). Jeg skulle have fulgt min intuition og valgt en form på 20 eller måske endda 22 cm i diameter.
Men sikke en lækker kage og overfladen var stadig crunchy og lækker efter glaseringen, der ellers først skal finde sted når kagen er helt færdig. Måske kan jeg endda finde på at bage den igen i den lille form og få det flotte høje stykke...



Herunder får du opskriften oversat til dansk og som jeg lavede den.

Sconeskage med dadler og orange
8 stykker
240 g mel
115 g lys brun rørsukker
2 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1 spsk. appelsinskal
1/2 tsk fint salt
115 g smør, frosset (rives senere på rivejern)
125 ml kærnemælk
125 ml creme fraiche (fuldfed er bedst)
1 æg
1 tsk appelsin ekstrakt (fra God Vanilje.dk)
265 hakkede dadler

Orange glasur
100 g flormelis
2 spsk appelsinsaft

Forvarm ovnen til 200 C.
Bland mel, sukker, bagepulver, natron, appelsinskal og salt. Brug et rivejern at rive det frosne smør i melblandingen. Bland forsigtigt med en gaffel til smørret er dækket med melblandingen.

I en separat skål blandes kærnemælk, creme fraiche, ekstrakt og æg. Lav en fordybning i midten af ​​melblandingen og hæld kærnemælk blanding i. Bland forsigtigt, så det kun lige er rørt sammen.
Ælt dejen på et meldrysset bord, højst 10 gange. Ideen er at ælte meget lidt for at holde smørret koldt. Bland også dadlerne i undervejs.
Hvis du kan, så lav en cirkel af dejen ca. 16 cm i diameter. Skær eller klip dejen i otte trekanter, men hold stadig cirklens form. Placer scones i en velsmurt springform med bagepapir klippet i bundens størrelse og bag i ca. 25-30 minutter (eller som min næsten 1,5 time i en 16 cm form), indtil dejen er bagt og scones er gyldne. Hold øje med overfladen, så den ikke bliver for mørk.
*Hvis din dej - som min - er alt for flydende, så "hældes" dejen efter den korte æltning over i bageformen, ca. 20-22 cm. Husk at tage højde for at kagen/scones hæver ca. 3 cm. Bages i ca. 45-55 min - hold øje.

Når kagen/scones er ved at være færdige blandes flormelis og appelsinsaft til en fin glasur (uden klumper). Stik huller i den varme og nybagte kage med en tandstik og fordel glasuren over med en ske. Lad kagen/scones køle af i formen.


Frost: Dejen kan gøres klar og fryses, så du har scones klar når som helst: Tag de færdigformet scones ud og bag fra frossen stand. Bages dog i lidt længere tid.

Originalopskrift findes hos Sweet Revelations.