søndag den 30. april 2017

Cheesecake med granatæble



Denne kage kan synes lidt omstændig at tilberede, men den er absolut det hele værd. Start evt. dagen før med at tilberede selve kagebund og mousse, så kan gelé tilberedes dagen efter. Kagen skal nemlig have nogle timers fred undervejs i køleskabet. Efter geléen er hældt på kagen, skal den hvile i køleskabet mindst 1-2 timer.

Cheesecake med granatæble
10 pers.

Bund
100 g mandler
125 g digestive kiks
3 spsk. kakaopulver
85 g smør, smeltet

Creme
4 blade husblas
1½ dl piskefløde
½ vaniljestang
3 spsk. kakaopulver
170 g lys chokolade
2 pasteuriserede æggehvider
1 knsp. salt
50 g flormelis
300 g flødeost
200 g cremefraiche (38% eller 18%)

Topping
Kernerne af 1 granatæble
2 dl ufortyndet granatæblejuice/saft eller hindbærsaft (findes f.eks. hos Irma)
evt. citronsaft
2 blade husblas



Bund
Rist mandlerne på en tør pande ved middel varme i 7-10 min. til de er gyldne. Husk at røre i mandlerne jævnligt under ristningen.
Hak kiks, mandler og kakaopulver sammen i en foodprocessor eller minihakker. Rør smeltet smør i og fordel blandingen i jævnt lag, i bunden af en smurt springform, foret med plastfolie/kageplast. Sæt formen på køl og lav ostecremen imens.

Creme
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Bland piskefløde, vaniljestang og kakaopulver i en gryde og lun det ved middel varme. Smelt chokoladen i den lune fløde under omrøring og tag gryden af varmen, når chokoladen er helt smeltet.
Pres husblassen fri for vand og rør den i den varme chokoladeblanding. Hæld blandingen gennem en sigte og over i en kold skål. Lad blandingen køle yderligere 10 min.
Pisk æggehviderne stive med salt, tilsæt flormelis og pisk yderligere et par minutter til blandingen er blank og lidt sej.
Rør flødeost og creme fraiche i den afkølede chokoladeblanding og vend de stiftpiskede æggehvider i til sidst. Fordel cremen over bunden i springformen og lad den stivne i køleskabet i 2-3 timer eller natten over.



Granatæblegelé
Læg husblassen i blød i koldt vand i 5-10 min. Varm saften i en gryde og smag den evt. til med lidt vand og citronsaft. Det må ikke koge.
Pres husblassen fri for vand og rør den i saften, så den opløses. Fordel granatæblekerner på kagen.
Når blandingen er blevet kølig, fordeles den stille og roligt på toppen af cremen. Det er meget vigtigt, at kanten/kageplasten sidder helt tæt til kagen, ellers vil den flydende gelé sive ud! Lad geleen stivne helt på køl, ca. 1-2 timer, inden kagen serveres.



Opskriften er set hos Carletti.