fredag den 12. maj 2017

Knasende konfirmationskage til Carl



Carl skal konfirmeres og kagen, der skal serveres er helt enkelt pyntet, men til gengæld med en knasende overraskelse indeni.
Kagen indeholder først en crunchy bund af bl.a. hasselnødder, Rice Krispies og hvid chokolade. Herpå et lag jordbærfromage, så en tyk saftig lagkagebund med vanilje, herpå et lag citronfromage og til sidst endnu en lagkagebund.

Kagen er smurt op med Svejtsisk Marengssmørcreme med hvid chokolade, overtrukket med hvid fondant fra Wilton og har et spiseligt billedet af en surfende Carl på toppen. Kagen måler 38x28x10 cm og vejer lidt over 8 kg.

Opskrifter
Lagkagebunde (2 x opskrift, bagt enkeltvis)
Jordbærfromage (fra Sweet Kitchen)
Citronfromage (fra Sweet Kitchen)
Svejtsisk Marengssmørcreme med hvid chokolade
Spiseligt print fra Kagedeko



Knasende kagebund
til en bund på 38x28x1 cm
250 g hasselnødder
150 g Rice Krispies (morgenmadsprodukt - kan erstattes af Cornflakes)
350 g hvid chokolade
4-5 tsk kokosolie, neutral smag



Beklæd formen først med lange strimler af bagepapir, der rækker ud over kanten. Herefter endnu et stykke bagepapir, der kun har mål som bunden. Dette er for at kunne få kagebunden ud af formen, når den har sat sig. Det er dog ikke nødvendigt, hvis du bruger en springform.

Rist nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 5-7 minutter. Hold øje - pludselig kan de blive for mørke. Gnid skallen af i et viskestykke, gerne let fugtigt, så er det nemmere. Hak nødderne groft, men dog ikke for store stykke. Bland med Rice Krispies.
Smelt den hvide chokolade og rør kokosolien i til den er helt smeltet. Bland med nødder og Rice Krispies og pres det hele ud i formen.
Når bunden er kold og helt fast, er den klar til brug. Bunden skal ligge nederst i kagen, da den er lidt hård at skære gennem. Den kan ikke bruges som en "mellem"bund.