mandag den 26. juni 2017
Polterabend på kontoret
Min skønne og søde kollega, Susanne skal giftes til august og inden folk går på ferie havde jeg arrangeret et lille polterabend for hende på kontoret. Jeg havde glædet mig i lang tid for at overraske hende og heldigvis ville de fleste gerne komme selv om det var efter arbejdstid.
Susanne blev lokket til et møde og imens blev de sidste forberedelser klaret. Jeg havde pyntet op dagen før og med hjælp fra min søde datter satte vi et prøvebord op, så der lige kunne tages nogle billeder - inden kager osv blev sat på køl natten over.
Gæsterne blev forkælet med cake pops formet som hjerter og bryllypskager. Der var chokoladekage i hjerterne og i bryllupskagerne var der både chokoladekage og drømmekage.
Cupcakes med kokos, lime og hvid chokolade. Den hvide frosting på toppen var Svejtsisk Marengscreme med revet limeskal og hvid chokolade.
Så var der Susannes yndlingssmåkager - vaniljesmåkager med kærlige ord.
Og salte chips formet som hjerter.
På nettet havde jeg fundet masser af bryllupspynt, lige fra guirlander, konfetti, balloner og Mr/Mrs-skilte til små "bryllupskager" med sæbeboblevand.
Det var alle anstrengelserne værd at se Susanne blive så fuldstændig overrasket, og vi fik alle ønsket hende held og lykke med det forestående bryllup.