lørdag den 28. oktober 2017
Flødeboller med hyldeblomst, jordbær og pistaciebund
Opskriften er inspireret af en opskrift fra Odense Marcipan, dog ændret og halveret i forhold til originalen. Flødebollerne er lavet i færdig skaller, der kan købes i større dagligvarebutikker eller online hos Odense Marcipan. De er meget stabile og nemme at bruge. De kommer i en plastform, der gør dem nemme at håndtere og fylde, mens de står i formen.
Jeg har bagt pistaciebunde, men du kan også vælge at bruge f.eks. lyse Oreo kiks som bund. Det gjorde jeg, da jeg ikke havde flere pistaciebunde (se foto herunder, denne er dog uden bær).
Flødeboller med hyldeblomstskum, friske jordbær og pistaciebund
Ca. 14 stk
Bunde
50 g marcipan
25 g usaltet pistacienødder, fint hakket
17 g hvedemel
12 g flormelis
12 g smør blødt
1/2 æggeblomme
et lille nip fint salt
Hyldeblomstskum
115 g sukker
55 g glukosesirup
45 g ufortyndet hyldeblomstsaft
75 g past. æggehvide
1/2 spsk. sukker
Ekstra
Friske jordbær, skyllet og tørret
Mørk chokolade til at dyppe bunden i, ca. 100 g
Pynt
Sølvstøv fra Odense Marcipan
Krymmel, hakket pistacienødder eller farvet sukker
Bunde
Tænd ovnen på 190 grader.
Bland pistacienødderne, hvedemel og flormelis. Bland marcipanen i og ælt sammen med det bløde smør. Tilsæt til sidst æggeblommen og saltet.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på ca. 3-4 mm. Bag dejstykket i ca. 10 minutter. Lad det køle let af, udstik cirkler i en størrelse der passer med flødebolleskallerne, mens dejen er lidt lun. Lad bundstykkerne køle helt af.
Hyldeblomstskum
Kog sukker, glukosesirup og citronsaft op i en lille gryde til præcis 117 grader. Pisk æggehviderne let til de skummer. Tilsæt 1 spsk. sukker og derefter den brandvarme citronsirup i en tynd stråle, mens der piskes kraftigt. Fortsæt med at piske til skummet har stuetemperatur. Det tager ca. 10 minutter.
Gør en sprøjtepose klar, gerne med en tyl med rund spids. Pres skummet ned i posen. Fyld skallerne halvt til 3/4 op og pres forsigtigt et jordbær med bunde opad ned i skummet. Bunden af jordbærret skal flugte med kanten af chokoladeskallen. Smør nu en anelse skum på flødebollebunden og læg den på flødebollen. Stil flødebollerne på køl i en times tid til de har sat sig.
Smelt chokoladen og dyp de kolde flødeboller i. Lad chokoladen sidde ca. 30-60 sek inden du dypper den i din valgte krymmel. Sæt flødebollen tilbage i plastformen og stil til sidst på køl.
Når de er helt kolde, kan de pensles med aølvstøv.