lørdag den 28. oktober 2017

Lakrids og citronflødeboller



Opskriften er inspireret af en opskrift fra Odense Marcipan, dog ændret og halveret i forhold til originalen. Flødebollerne er lavet i færdig skaller, der kan købes i større dagligvarebutikker eller online hos Odense Marcipan. De er meget stabile og nemme at bruge. De kommer i en plastform, der gør dem nemme at håndtere og fylde, mens de står i formen.

Flødeboller med lakridsbund og citronskum med lakridsknas
Ca. 14 stk
Bunde
50 g marcipan
25 g mandler, fint hakket
17 g hvedemel
12 g flormelis
2 tsk. lakridspulver (afpas mængden efter hvor stærk lakridssmag du ønsker)
12 g smør blødt
1/2 æggeblomme
et lille nip fint salt

Tænd ovnen på 190 grader.
Bland mandler, hvedemel, flormelis og lakridspulver. Bland marcipanen i og ælt sammen med det bløde smør. Tilsæt til sidst æggeblommen og saltet.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på ca. 3-4 mm. Bag dejstykket i ca. 10 minutter. Lad det køle let af, udstik cirkler i en størrelse der passer med flødebolleskallerne, mens dejen er lidt lun. Lad bundstykkerne køle helt af.



Citronskum
125 g sukker
50 g glukosesirup
35 g citronsaft
75 g past. æggehvide
1/2 spsk. sukker
2-3 knuste lakridsbolsjer (f.eks. Sallos) (kan undlades)

Ekstra
Mørk chokolade til at dyppe bunden i, ca. 100 g

Pynt
Guldstøv fra Odense Marcipan
Små stykker spiselige guldblade

Kog sukker, glukosesirup og citronsaft op i en lille gryde til præcis 117 grader. Pisk æggehviderne let til de skummer. Tilsæt 1 spsk. sukker og derefter den brandvarme citronsirup i en tynd stråle, mens der piskes kraftigt. Fortsæt med at piske til skummet har stuetemperatur. Det tager ca. 10 minutter.
Gør en sprøjtepose klar, gerne med en tyl med rund spids. Bland nu de knuste bolsjer i i massen og pres ned i posen. Fyld skallerne op og luk med en lakridsbund.
Stil flødebollerne på køl i en times tid til de har sat sig.
Smelt ca. 100 g mørk chokolade over vandbad og dyp bunden af flødebollen i, så flødebollen bliver forsejlet. Stil den i plastformen og sæt på køl.


Når de er helt kolde, kan de pensles med guldstøv. Brug en tandstik og sæt en lille prik af smeltet chokolade på flødebollen. Sæt straks et lille stykke bladguld på.