søndag den 1. august 2021

Æble i karamelmousse

En lækker kage, som blev serveret til min fødselsdag. Jeg har brugt Pink Lady æbler der er mit yndlingsæble. Start på kagen i god tid, da den skal fryses.

Bund med marcipan og nødder
150 g marcipan, groft revet
100 g smør
85 g rørsukker
1 tsk vaniljepasta
2 hele æg, M/L
60 g groft hakket mandler
60 g mandelmel
1 æble uden skræl, groft revet
Bageform 18 cm

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Ælt sukker, marcipan, vanilje og smør i en skål. Tilsæt æg og ælt igen. Så tilsættes mandelmel og herefter groft hakket mandler og æble. Bag bunden i ca. 40 minutter. Den skal blive lysebrun og der skal ikke sidde dej fast på en kniv, når du stikker den i. Lad kagen køle af. 
Rengør bageformen og sæt kageplast langs siden. Læg kagebunden i. Stil til side.

Æblemostganache
80 ml æblemost
20 g glukosesirup
1,5 tsk vaniljepasta
150 g hvid chokolade
1 tsk vaniljepasta

Rør æblemost, vaniljepasta og sirup sammen i en lille gryde ved jævn varme. Smelt chokolade i microovnen til det netop er smeltet. Hæld æblemosten over chokoladen af 2 omgange, hvor der røres i midten af skålen indtil ganachen samler sig. Fordel over kagebunden og stil i fryser mindst en time.

Karamelmousse
3 blade husblas
200 g Gold chokolade (fra Callebaut)
75 g lys chokolade (fra Callebaut)
5 dl piskefløde - delt i 2 dl og 3 dl
1 silikoneform 20 cm

Læg husblas i koldt vand. Hæld chokolader og 2 dl fløde i en lille kasserolle og varm op til chokoladen netop er smeltet. Rør hele tiden, så chokoladen ikke brænder på. Tag gryden fra varmen og tilsæt husblas, der er krammet fri for vand. Rør det sammen og lad det blive stuetempereret. Pisk 3 fløde til let skum og vend det roligt sammen med chokoladen af 3-4 omgange. Lad moussen stå koldt indtil den har sat sig en smule, men ikke for meget. Læg den frosne kagebund i bunden af silikoneformen med æbleganache opad. Hæld moussen over kagen, bank formen i bordet forsigtigt til luftbobler forsvinder, og stil kagen i fryseren natten over.

Æblemos i bobleform (pynt)
1,5 blad husblas
2,5 skrællet æble, skåret i tern
2,5 spsk rørsukker
Saften fra 1 stor usprøjtet citron
Fintrevet skal fra 1 stor usprøjtet citron
1 tsk vaniljepasta
75 dl æblemost
1 bobleform

Læg husblas i koldt vand. Skræl og skær æblerne i tern. Læg dem i en lille gryde med sukker, saft og skal fra citronen. Tilsæt også sukker, vaniljepasta og æblemost. Koges op til æblerne er godt møre. Blend kort mosen og tilsæt vredet husblas. Hæld i en bobleform (denne er fra Ditte Julie, men Silikomart har også et sæt hvor bobleringen indgår (Kit Bubble Crown 1000) og stil i fryser natten over.

Når kagen skal serveres tages først kagen ud og sættes på et fad. Herefter tages æblemosen ud af silikoneformen og lægges på kagen. Stil i køleskab i 6 timer. Pynt kagen som du ønsker.

Chokoladebånd
200 g mørk chokolade
Kagering 20 cm (samme str. som selve kagen)
Kageplast

Klip et stykke kageplast der passer i kagens omkreds og gerne lidt højere. Temperer chokoladen og smør den ud på kageplasten. Lad chokoladen sætte sig et par minutter. Placer kageplast med chokolade omkring kageringen og stil på køl. 
Når chokoladen og kagen er klar, fjernes kageplast og båndet føres forsigtigt ned over kagen.
I dette tilfælde gik det ikke så godt og desværre havde jeg ikke tid til at forme et nyt bånd inden gæsterne kom. Sker det også for dig, så bræk båndet i store stykker, ca. 5 cm brede og sæt rundt om kagen med små mellemrum.