torsdag den 3. september 2026

Jane's blommetærte



En rigtig god tærte med skønne blommer og mandelflager. Nyd den lun og gerne med flødeskum eller vaniljeis. Blommerne kan evt. skiftes ud med andre frugter.

Jane's blommetærte
ca. 8 personer
170 g blødt smør
120 g rørsukker
Korn fra 1/2 vaniljestang (eller 1 tsk vaniljesukker)
170 g hvedemel
1,5 dl havregryn

Indstil ovnen på 175 C. Smør en tærteform med løs bund - eller en springform på 20 cm. Drys et tyndt lag mel i formen og langs kanterne. Hæld overskydende mel ud. Dette gør, at tærten nemmere slipper formen efter bagning.
Rør smør med sukker og vanilje. Tilsæt mel og havregryn. Saml dejen let med en ske (eller hænderne) og fordel ud i en smurt tærteform. 

Fyld
3 æg
2,5 dl græsk yogurt 10% eller creme fraiche 18%
75 g rørsukker
120 g marcipan i små stykker

Rør alle ingredienser sammen og fordel i formen. Stil på køl, mens blommerne tilberedes.

Blommerne
6-8 (sveske) blommer
10 g smør
2 spsk sukker
1,5 tsk kanel
Mandelflager

Evt. flormelis til drys på den færdige kage lige før servering

Smelt smør med sukker og kanel på en pande. Halver blommerne og læg dem med skærefladen nedad og steg dem i 4 minutter.
Fordel blommerne på tærten, nu med skærefladen opad. Drys med mandelflager.

Bag midt i ovnen i ca 30 min, til lysebrun i kanterne. Tag tærten ud. Den kan virker som om den ikke er færdig, men fyldet vil sætte sig, når tærten er afkølet.