lørdag den 20. oktober 2018

Masser af cake pops



Her får du opskriften til masser af cake pops, nemlig 80 stk.
Det er altså hvis du vejer dem af og de vejer små 30 gram hver. Jeg bagte 2 Drømmekager i en aflang form på størrelse med et stykke A4 papir. Kagen blev ca. 4 cm høj. Tilbered hver kage for sig, da mængden ellers vil være for stor at håndtere i en almindelig køkkenmaskine.
Det behøver ikke være Drømmekage, det kan være chokoladekage eller hvad du bedst kan li'.

Cakepops
80 stk.
2 x 1 portion Drømmekage str. 20 cm (hver portion giver ca. 800-900 g færdig kage)
2 x 6 spsk. flormelis
2 x 3-4 spsk. hindbærsyltetøj (uden kerner)
2 x 3-4 spsk. Nutella

80 pinde
ca. 500 g Candy Melts
ca. 250 g hvid chokolade (Callebaut)
Kakaosmør-knapper - til at fortynde konsistensen, prøv dig frem med mængde
Hvid og sølv nonpareils (sukkerkugler), 2 bøtter af hver farve (a 80 g)



Bag kagen som det står anvist i opskriften. Når kagen er kold, brækkes den i mindre stykker og køres til kagekrummer i en blender/foodprocessor. Del portionen i to og hæld den ene halvdel kagekrummer i en køkkenmaskine eller brug hænderne. Tilsæt flormelis, syltetøj og Nutella og rør rundt med dejkrogen. Tilsæt den anden halvdel af kagekrummerne og bland alt godt sammen. Massen kan nu trilles til kugler eller som her, formes i en lille hjerteform. Er konsistensen for tør, tilsættes mere Nutella eller syltetøj. Er massen for fugtig, tilsætte mere flormelis.
Stil kuglerne på køl, mens du smelter ca. halvdelen af chokoladen (begge farver). Tilsæt kakaosmør så konsistensen fortyndes lidt. Dyp ca. 1 cm af pinden i smeltet chokolade og før den midt ind i pop'en. Når chokoladen er størknet og det gør den nærmest med det samme, når pop'sene er kolde, så dyppes hele kagen i chokoladen. Tap så overflødig chokolade drypper af. Lige inden chokoladen størkner drysses med krymmel.
Opbevares på køl til servering.

Tilbered den anden kage på samme måde.