søndag den 7. april 2019
Jordbær og rabarbermoussekage
En kage der skal tilberedes et par dage før servering, da den skal fryses i længere perioder. Men fin er den når den er færdig.
Der er brugt kageringe str. 16, 18, 20 cm og en springform 18 cm.
(På disse billeder er midtercirklen stadig lidt frossen, derfor de hvide pletter).
Mudcake
Mudcake
Brug linket til opskriften. Bag den i størrelse 16 cm, men bag den i en springform på 18 cm i en time ved 160 C. Lad den køle helt af og læg den i køleskabet til den er helt kold. Skær en bund 2 cm høj og frys den.
Jordbær/rabarberpuré
3,5 blade husblas
4 dl. frosne jordbær
3 dl. frosne rabarber i små stykker
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
Læg husblas i blød i koldt vand.
Spænd husholdningsfilm stramt op om formen på 16 cm i den ene ende.
Kog de frosne jordbær og rabarber med sukker til sukkeret er opløst og bærrene helt bløde. Si saften fra i en skål.
Blend bærrene og rør vaniljesukker i sammen med de opblødte husblade. Hæld puréen i kageringen og stil i fryser mindst 3 timer. Først herefter tilberedes moussen, da den sætter sig hurtigt.
Jordbær/rabarbermousse
3 blade husblas
Saften, der blev siet fra jordbær og rabarber
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk græsk yogurt
3,5 dl. piskefløde
Læg husblad i blød i koldt vand i 10 minutter. Lun saften og rør husblas i. Rør yogurt ud i den lune saft og pisk så fløden med vaniljesukker til bløde toppe. Vend forsigtigt saften ned i fløden, af 2 omgange.
Læg den frosne purébund ned i midten af en kagering på 18 cm med film spændt i bunden. Fordel med det samme moussen rundt langs kanterne og over puré indlægget. Stil indlæg og moussen i fryser mindst 4 timer, gerne til næste dag.
Hvid chokoladecreme
300 g hvid chokolade (f.eks. fra Callebaut)
7,5 dl piskefløde
4,5 blade husblas
Smelt chokoladen i microovn. Stop når der mangler at smelte ca. 1/3 af chokoladen, det vil smelte selv mens du varmer fløden.
Varm fløden op til kogepunktet. Hæld den varme fløde i chokoladen af 3 omgange. Rør godt rundt mellem hver tilsætning. Tilsæt til sidst de 3 blade husblas, der er krammet fri for vand.
Læg husholdningsfilm over cremen helt ned på overfladen så der ikke dannes kondens.
Køl cremen i mindst 6 timer. Pisk den forsigtigt op til en god cremet konsistens, der ikke løber/flyder ud. Pas på ikke at overpiske cremen.
Tag jordbær/rabarber indlægget ud og læg i en kagering på 20 cm med husholdningsfilm spændt godt ud i bunden. Fordel den hvide chokoladecreme langs kanterne og over kagen.
Tag chokoladekagen ud af fryseren og pres ned, så den flugter med kanten af chokoladecremen. Stil alt i fryseren til næste dag eller når du skal bruge kagen.
Lad kagen tø op i køleskab i 6 timer inden servering.