lørdag den 25. marts 2023

Olivia 1 år


Den sødeste lille pige bliver 1 år i dag.

Det fejres med en stor kage til gæsterne, der indeholder hindbær/limemousse og en luftig kakaocreme. Kagen er smurt op med citroncreme og pyntet med krymmel, sommerfugle af waferpapir (spiselige) og små chokoladekugler. Mørk chokoladeganache "drypper" ned ad kagen.



Den nederste bund er smurt med Nutella og drysset med hasselnøddekrokant inden kakaocremen kommer på. Drys eventuel også med krokant ovenpå cremen.
Mellemste og øverste bund er smurt med kernefri hindbærmarmelade.
Navnet er udstukket i farvet marcipan. Kagen måler 25 cm og er 10 cm høj.

Kagen til Olivia er vaniljebunde, smurt let med kakaocreme og har små dutter af hindbær/limemousse og chokoladeganache i to lag. På toppen er der krymmel og små marshmallows. Langs kanten af fadet sidder små perler af marcipan.


En gave til Olivias mor - chokoladehjerter af mørk chokolade med hindbærganache.

Opskrifter
Vaniljebunde
Citroncreme

Kakaocreme
2 dl sukker
2 dl ren kakaopulver
6 dl piskefløde

Bland sukker og kakaopulver i en røreskål. Hæld piskefløde over og stil i køleskab i mindst 30 minutter.
Pisk cremen  forsigtigt op til en blød creme. Pas på med ikke at piske for meget.

Hindbær/lime mousse
til en kage på 25 cm
4 blad husblas
400 g frosne hindbær
4 spsk. sukker
2 spsk. limesaft
2 spsk vand
Fint revet skal fra 2 lime
2 dl skyr (el. græsk yoghurt, creme fraiche e.l.)
3 dl piskefløde

Læg husblas i blød.
Stil 2 skåle parat. Kog 400 g hindbær, vand, limeskal og limesaft i lidt vand tilsat sukker. Si saften fra i den ene skål. Når næsten al saften er siet fra, sies resten fra i den næste skål og bærrene moses for at få al saft ud. Kerne skal ikke bruges.
Opmål den koncentrerede saft fra skål 2 samt nok saft fra skål 1 til du får 3 dl bærsaft. Tilsæt de opblødte husblasblade og lad det stå til temperaturen er 35 C. 
Rør skyr i. Pisk fløden til bløde toppe og vend flødeskum i saften lidt ad gangen. Stil på køl til moussen har sat sig en anelse. Fordel på kagebunden, når moussen er blevet mere fast.

Samling
Sørg for at måle af, så der bliver lige meget kakaocreme og mousse, når kagen fyldes. Det ser pænest ud. Der vil være mere kakaocreme end mousse iflg. opskrifterne.

Chokoladedrip
25 g mørk chokolade
25 g piskefløde

Sørg for at kagen står så koldt som muligt.
Over vandbad varmes fløde og chokolade til chokoladen er næsten smeltet. Fjern fra varmen og rør til alt er blandet og ser skinnende og glat ud. Hæld i en sprøjtepose eller lille beholder med tud og test på et koldt glas om konsistensen er passende - den må ikke løbe for hurtigt ned af den kolde kage, men heller ikke for langsomt.