søndag den 25. september 2022

Olivias halve fødselsdag


Skønne og altid glade Olivia bliver 1/2 år i dag. Man kan ikke andet end være i godt humør i hendes selskab ♥♥♥

Vi fejrer Olivia i dag med kage, macarons og cake pops.

Kagens indhold og tilhørende opskrifter kan ses her.


Kagen måler 25 x 10,5 cm.
Kage til ca.14-16 personer.

Vaniljemacarons
ca. 18-20 stk/ca. 40 skaller
100 g sukker
4 g æggehvidepulver (kan undværes)
100 g past. æggehvide
105 g mandelmel, helt fint blendet
105 g flormelis
Korn fra 1/2 vaniljestang
Farve: enten i pulverform eller pastafarve, rød

Bland sukker og æggehvidepulver og rør det grundigt ud i æggehviderne i en varmebestandig skål. Stil skålen over simrende vand og rør i skålen mens sukkeret smelter. Test med 2 fingre om siruppen er uden sukkerkorn. Siruppen må ikke blive varmere end at dette kan testes. Nu skal siruppen piskes. Dette er lettest på en køkkenmaskine. Pisk først roligt og så hurtigere indtil lidt over max. speed. Tilsæt vaniljekorn lige før den er færdig pisket. Når marengsmassen kan stå oprejst i små spidser, når piskeriset holdes på højkant, er marengsmassen klar.
Bland mandelmel og flormelis og sigt denne ned i marengsen. Tilsæt rød pulverfarve i små doser for ikke at overdosere.
Vend det hele sammen indtil massen kan løbe langsom ned fra en dejskraber og der kan tegnes 8-taller med dejen. Når den lander i skålen igen, skal den langsomt flyde sammen igen uden tegn på 8-tallerne.
Fyldes i en sprøjtepose med rund tyl og fordeles på 2 bageplader. Bank pladne i borden et par gange for at fjerne eventuelle lufbobler. Lad bagepladen stå indtil skallerne kan røres uden afsmærkning af dej. Så er de klar til ovnen.
Bages i 150-160 C varm ovn i ca. 15 min.  Afkøl på bagepladen,  og opbevar i helt tæt beholder i køleskabet i et par dage. Kan også fryses op til 2 måneder.

Fyld til macarons
100 g piskefløde
100 g mørk chokolade
Hindbærmarmelade (uden kerner)

Varm fløde og chokolade op og rør til chokoladen er smeltet. Stil til afkøling og vent til ganachen er blevet fast nok til at sprøjte ud på skallerne. Match skallerne i par og gør dem klar til fyld.

Sæt en lille smule marmelade i midten og en ring af ganache omkring. Luk med den anden del og stil på køl natten over. Det er vigtigt, at de får lov at “smelte” sammen.


Cake pops

1/2  portion Drømmekage str. 20 cm 
2-3 spsk. flormelis
2 spsk. kakao pulver
2-3 spsk. hindbærsyltetøj (uden kerner) 
2-3 spsk. Nutella
Evt. hasselnøddekrokant
Slikpinde, ca. 20 cm lange
300 g tempereret chokolade til overtræk
Krymmel

Bag kagen som anvist i opskriften. Når kagen er kold, brækkes den i mindre stykker og køres til kagekrummer i en blender/foodprocessor. Tilsæt flormelis, kakaopulver, syltetøj og Nutella samt krokant og rør rundt med dejkrogen. Er konsistensen for tør, tilsættes mere Nutella eller syltetøj. Er massen for fugtig, tilsætte mere flormelis.  Massen skal kunne holde sin form når de formes til kugler eller andet.
Stil pops’ene på køl, mens chokoladen tempereres. Dyp ca. 1 cm af pinden i chokoladen og før den midt ind i en cake pop. Lad chokoladen størkne. Dyp så en pop ad gangen, dryp overskydende chokolade af og drys krymmel inden chokoladen sætter sig.
Opbevares på køl til servering.

Det er faktisk hårdt at blive 6 måneder...