fredag den 22. juni 2012

Mini cupcakes til reception


Min søde kollega Susanne holdt 25 års jubilæum i går. Imponerende, når hun selv kun er 42 år!!!
Anyway jeg bagte små mini cupcakes til receptionen, der bestod af en buffet. Mine cupcakes var i godt selskab :D


De lilla er chokoladecupcakes (fra Himmelske Kager) med pynt af Svejtsisk chokoladecreme med appelsinpasta i.

De grønne er Caramel Mud Cupcakes med nutellacreme på toppen.

mandag den 11. juni 2012

Ferie kager


Blot for at vade i det overfor mine kolleger, serverede jeg lige nye og friske Espresso Chocolate Cupcakes med den skønne espresso-frosting ovenpå (med en tylle, der havde fået et stykke chokolade galt i halsen, så den lavede mærkelige mønstre!).
Flagene havde jeg klippet og klistret i al hast i går aftes.


Nu forstår de vel, at jeg i nær fremtid lige tager en lille smuttur til skønne Montemerano i Italien, hvor der med sikkerhed er godt vejr, skønne naturlige svovlbade og fabelagtig mad og vin??

søndag den 10. juni 2012

Flower power


Jan syntes hans søster skulle have en kage til sin fødselsdag.
Da der var frie hænder, fik jeg lyst til at lave en masse skønne sommerblomster (som tager en krig at lave...)


Hele vejen rundt langs siderne sidder alle mulige forskellige blomster.



Kagen består af 3 nøddebunde, hvor den øverste er smurt med Dulce Latte Karamelcreme. Fyldet er mousse med røde sommerbær og ganache af Marabou med daim.
Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med grøn fondant blandet med marcipan.
Kagen måler 22 cm/8" og er 8 cm høj.

Stort tillykke til Jeanny:-)

fredag den 8. juni 2012

Espresso chocolate cupcakes


Kan du li kaffe bare lidt, så vil du synes om disse cupcakes. Eventuelt kan du undlade kaffen, så har du dejlige chokoladecupcakes.

Espresso chocolate cupcakes
12 stk

75 gram smør
1/2 tsk vaniljepulver
3 dl mel
1 dl kakao
1 tsk bikarbonat (natron)
1 tsk bagepulver
2 1/2 dl sukker
1 stort æg
1 dl stærk nybrygget kaffe
1 1/2 dl (kærne)mælk


Varm ovnen til 175 C. Klargør 12 stk. muffinsforme i en muffinsform.
Forvarm ovnen til 175 grader. Smelt smørret, tilsæt vanillepulver og lad det afkøle.
Sigt mel, kakao, natron, bagepulver og sukker i en stor skål. Pisk ægget let med mælken i en lille skål. Bland kaffen med smør. Hæld alle flydende ingredienser i skålen med de tørre og pisk til en jævn dej.
Fordel jævnt blandt muffin forme, men fyld dem ikke mere end 2/3 fuld - de hæver en del.
Bag 17 til 20 minutter eller indtil en tandstik kommer ren ud.
Lad kagerne afkøle på en rist.

Espresso & chokolade glasur
200 g mørk chokolade (70%)
300 gram saltet smør
3 1/2 dl flormelis
1 1/2 dl kakao
2-3 spsk espresso (eller stærk alm. kaffe)
1/2 tsk vanille pulver

Smelt chokoladen over vandbad og lad den afkøle. Pisk smør og hvidt og luftigt.
Rør flormelis og kakao sammen og pisk indtil frosting er uden klumper. Tilsæt den afkølede smeltede chokolade og pisk til en jævn masse.
Tilsæt vanille og kaffen og pisk grundigt til frostingen er glat og luftigt.

Opskriften er fra Call me Cupcake - en skøn side med masser af flotte billeder og gode opskrifter.

Naboen skal ikke snydes. Den ene cupcake har fået Nutellacreme som frosting, for det er til deres lille datter.

Enkel...



Ja det er denne kage vist i pyntning. Alligevel tager det ofte timer at pynte en kage. Til denne kage brugte jeg mine nye forme og der skulle jeg lærer tricket mht. hvor meget fondant der skulle i formen mv.
Kagen indeholder 3 nøddebunde og har fyld af hyldeblomstmousse og ganache af Yankie Bar med lakrids.
Den blev smurt op med Nutellacreme og overtrukket med chokoladefondant blandet med marcipan.

Langs kanten er en bort fra denne mold:




og ovenpå pynt fra denne mold:




Kagen gives med tak til nogle søde mennesker :-D

onsdag den 6. juni 2012

Hyldeblomstmousse


Denne mousse smager dejlig af sommer

8 blade husblas
4 past. æg
250 g sukker
3 dl. koncentreret hyldeblomst saft
½ l. piskefløde

Æg og sukker piskes lyst og luftigt. Den udblødte husblas smeltes i saften, der er lunet lidt. * Fløden piskes stiv og saften vendes i. Stivner på køl nogle timer, inden den kan bruges som kagefyld.

*Jeg lod den tilberedte saft stivne UDEN piskefløde til næste dag. Piskede så saften - der nu var blevet til en stiv masse - igennem med røremaskine. Først da piskede jeg fløden stiv og tilsatte den. Det hele blev vendt sammen og lagt i kagen.

Portionen giver nok til 2 lag fyld i kage på 20 cm.

Opskriften har jeg lånt fra Lene's kagedesign.

tirsdag den 5. juni 2012

Festlige marengs



Inspireret af Martha Stewart kastede jeg mig ud i disse skønne marengs. De er super nemme at lave og smager dejligt. Jeg delte en portion og brugte appelsin og citron som smagsvarianter.

Opskriften findes her, hvor der også er en video, der viser hvordan man får de festlige farver.

I dag fik min søde kageveninde og hendes ligeså søde mand en lille smagsprøve.

Fars Dag


Kagen indeholder 3 drømmekagebunde og har fyld af hyldeblomstmousse og ganache af appelsinchokolade.

Den er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med marcipan og chokoladefondant.

Langs kanten har jeg brugt min skønne rosen-bort fra Karen Davies.



Ja, og så er den til far fra børnene :-D

søndag den 3. juni 2012

Upside-down kage med karamel og nødder


Jeg skulle besøge en sød x-kollega og ville lige tage en lille kage med til kaffen...
Jeg kom aldrig hjem til hende, for jeg fik et spækbræt ned over min lilletå, så den fik dobbelt størrelse og blev blåviolet. Så nu humper jeg rundt herhjemme.
Børnene synes det er synd for mig, men ok, at kagen blev hjemme.
Kagen er super lækker. Fugtig og har en skøn chokoladesmag. Den holder sig fint et par dage i en lukket plastbox.

Her får du opskriften:

Upside-down kage med karamel og nødder
10 personer

2 spk. hakkede, udsaltede ristede macadamianødder
2 spk. hakkede, udsaltede ristede pistacienødder
125 g smør
220 g farin
3 æg
185 g mel
1½ tsk. bagepulver
1/4 tsk. natron
35 g kakaopulver
100 g god mørk chokolade, smeltet
1,8 dl. mælk

Karamelfyld:
40 g smør
55 g farin
2 spk. fløde

Tænd ovnen på 160/140 varmluft. Smør en høj 20 cm rund kageform og for den med bagepapir.
Lav karamelfyld: Bland smør, farin og fløde en en lille gryde. Varm det op over svag varme under omrøring, til farinen er opløst. Bring det i kog, og tag det af varmen.

Hæld det varme karamelfyld i bunden af kageformen og drys med de ristede og hakkede nødder. Sæt formen i fryseren, mens dejen røres sammen.

Smelt chokoladen, og lade den køle lidt af.

Pisk smør og farin i en lille skål med elpisker, til det er let og luftigt. Pisk æggene i, et ad gangen, til de lige akkurat er blandet i massen.

Bland mel, natron og kakaopulver og sigt det i. Herefter røres chokoladen og mælken i. Fordel dejen over karamel/nøddefyldet.

Bag kagen i ca. 1 time og 10 min. Lad kagen stå i formen i ca 15 min inden den vendes ud på en bagerist til afkøling.

Opbevar den kolde kage i en lukket plastbox.


Opskriften er fra en bog jeg har købt i en TIGER butik.

tirsdag den 29. maj 2012

Rabarber og makron cupcakes


Med dejlige nye rabarber fik jeg lyst til at bage nogle cupcakes. Jeg blev inspireret af Dr. Oetkers opskrift med hindbær-makron cupcakes og byttede hindbær ud med rabarber.

Jeg halverede opskriften og fik 7 alm. størrelse cupcakes.

Opskriften ser du her i sin fulde version:

Hindbær-makron cupcakes
14-16 stk.

100 g blødt smør
125 g sukker
1 spsk. Dr. Oetker Ægte Bourbon vanillesukker
2 æg str. M/L
150 g hvedemel
2 tsk. Dr. Oetker Bagepulver
1 dl mælk
75 g makroner
75 g frosne eller friske hindbær eller rabarber

Pynt
Dr. Oetker KageMousse
(jeg brugte ½ pose med jordbærsmag)

Tilberedning:
Pisk smør, sukker og vanillesukker sammen i en skål. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk til blandingen er jævn. Rør sigtet hvedemel og bagepulver i æggemassen sammen med mælken. Vend knuste makroner og hindbær i dejen og fordel den i muffinforme. Fyld formene 3/4 op.

Bag kagerne i 20-25 minutter ved 160˚ C varmluft eller 180° C traditionel varme.

Afkøl kagerne på en bagerist.

Moussen tilberedes som beskrevet på posen.


Mine cupcakes fik sommerfugle og Dr. Oetker-perler som pynt.


Kagerne er lette og sommerlige. Moussen... vil jeg nok gerne bytte til en anden slags hjemmelavet frosting. Den er lige kunstig og sød nok.

torsdag den 24. maj 2012

Dejlig er den himmel blå...


I dag har kollegerne fået disse dejlige Caramel Mud Cupcakes med fyld og pynt af Orange/Nutellacreme.



De søde forme havde jeg fundet i Netto til 10 kr. for 20 stk. i denne uge.
Det er da billigt. De fås i flere farver...

mandag den 21. maj 2012

Chelsea - the Winner


Til Danmarks vel nok største Chelsea-fan har jeg lavet denne kage... Fordi de jo vandt The Champions League Finale 2012.
Den består af 1 Nem Chokoladekage, 1 lag hindbærmousse, 1 lag Toblerone-ganache, 1 lag jordbærmousse med hakket mælkechokolade og 1 lag nougatcreme.


Billederne er sukker-print og naturligvis er fodbolden og deres navn omgivet af guld :-)





Stort tillykke :D

lørdag den 19. maj 2012

HC's konfirmation


Så enkelt kan det gøres...

Årets sidste konfirmationskage er til HC og den består af 3 vaniljelagkagebunde med fyld af hindbærmousse og Toblerone-ganache.
Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med rød og hvid fondant blandet med marcipan.

Kagen måler 35x27 og 8 cm høj.

Stort tillykke til HC - håber du får en dejlig dag:-D

Nynne's konfirmation


Nynne skal konfirmeres i dag og skal derfor have denne kage til at dele med sine gæster.
Jeg har kendt Nynne siden hun lå i sin mors mave... Som tiden dog....

Kagen indeholder 2 chokoladelagkagebunde og 1 vaniljelagkagebund. Der er et lag jordbærmousse med hakket mørk chokolade og et lag chokoladeganache. Kagen er smurt op med Svejtsisk chokoladecreme.
Overtræk er blandet marcipan og sugarpaste.


Pynten er sukkerblomster og et par (plastik) fodboldstøvler og bold købt hos Kagebutikken.

Stort tillykke med din store dag, Nynne :-D

fredag den 18. maj 2012

Bailey cupcakes


Opskriften er oprindelig til en kage med Bailey-creme. Jeg halverede dog opskriften og forsøgte den som cupcakes.

Jeg udhulede midten af kagerne, da de var kolde og fyldte dem indeni og ovenpå med en rest Svejtsisk Chokolademarengscreme. Kagerne har en god smag af Bailey. Jeg tror det er for meget Bailey, hvis der også er en creme med Bailey. Kagernes konsistensen er lidt som sandkage.
De søde cupcakeforme er fra Green Gate.



Opskriften har jeg fra en kagegruppe på Facebook og den får du her:

Bailey kage
(eller ca. 20 cupcakes)

250 g Smør
250 g Sukker
4 æg
375 g Mel
2 tsk. Bagepulver
1 knsp.Salt
2 dl. Bailey

Alle ingredienser skal have stuetemperatur. Tænd oven på 180 grader.
Smør og sukker røres sammen til en skummende masse.
Æggene kommes i et af gangen, rør godt efter hvert æg.
Tilsæt mel, bagepulver og salt sammen med Bailey.

Dejen kommes i en springform ca 20 cm i diameter. Bages i ca 50-60 min til den er gyldenbrun tjek med en gaffel/kødnål.

Cupcakes skal bage ca. 20-25 min.

Bailey-Smørcreme

250 g smør
500 g flormelis
Ca. 4 spsk. Bailey
2 tsk. essens (vanilje/rom/mandel eller ren limesaft...)

Smør og halvdelen af flormelis piskes hvidt og luftigt. Resten af flommelis tilsættes og væden tilsættes lidt ad gangen.
Alt afhængig af luftfugtighed, kan det være nødvendigt at tilsætte mere eller mindre væske.
Konsistensen skal være som softice.

torsdag den 17. maj 2012

Kia's konfirmation

I dag er Kia blevet konfirmeret og hun fik en chokoladekage med noget af det, der interesserer hende mest.

Kagen er Bondekonens Chokoladekage (både bund og bold), overtrukket med blandet marcipan og fondant.

Pynten er sukkerblomster og græsset er Royal Icing.

Skoene er købt og af plastik.

Stort tillykke til Kia med den store dag :D

søndag den 13. maj 2012

Freja 11 år


Freja skal holde sin 11 års fødselsdag og det bliver med denne kage.
Kagen er vundet på et gavekort, som personaleforeningen på mit arbejde havde bedt mig lave til det årlige bankospil... for 1½ år siden!
Kagen indeholder 3 bunde af drømmekage og har fyld af hindbærmousse og Tobleronecreme. Den er smurt op med Nutellacreme og er overtrukket med rød fondant blandet med marcipan.

Blomsterne er lavet i forvejen, så de var klar til at sætte på kagen.


Freja er også hesteinteresseret, så derfor den lille hestesko ved hendes navn.


Langs kanter sidder der lyserøde perler.



Stort tillykke til Freja :-D

Caramel Mud Cupcakes


Disse cupcakes smager bare godt! Overfladen bliver lidt sprød og inden i... bløde og fugtige.

Opskrifter får du her:
24 alm. cupcakes

150 g hvid chokolade (jeg brugte Toblerone)
250 g smør
350 g muscovado sukker (eller brun farin)
2½ dl mælk
2 æg
150 g selvhævende mel (opskrift nedenfor)
150 g almindeligt mel

Indstil ovnen på 180 grader.
Smelt chokolade, smør, sukker og mælk i en gryde og lad det køle af.
Pisk æggene let i hånden og tilsæt dem. Sigt begge slags mel i dejen. Vend det hele sammen og fyld i formene og bag ca. 20-25 min (test med en tandstik om de er færdige).

Jeg halverede opskriften og fik 9 store cupcakes. Ifølge opskriften skal der blive 45 til 50 mini cupcakes af en hele portion.

Jeg pyntede med en rest Svejtsisk marengschokoladecreme og en lille sød sommerfugl. Cupcakeformen er fra Culpitt, som er supergode og holder både fedtmærker væk og beholder farven. Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg har dem fra, men det er et godt mærke som jeg vil holde øje med fremover.

Selvhævende mel:
215 g mel
2½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

Alt blandes og opbevares i en lufttæt beholder.

Opskriften er jeg blevet anbefalet af Huskekagen.