søndag den 1. december 2019
Chokolader til 1. advent
Så blev de første chokolader færdige og passede perfekt til værtinden for arrangementet på 1. advent.
De hvide indeholder solbær og lakridsganache.
De gyldne firkanter indeholder nougat med sesampraline.
De mørke toppe indeholder ganache med havtorn.
De små hjerter indeholder hindbærganache med Ruby chokolade.
Fyldte chokolader med hindbærganache
300 g mørk chokolade
1 hård form med 21 huller, evt. penslet med rosa glimmer fra Odense Marcipan
Temperer chokoladen og fordel den i hullerne. Bank formen i bordet, så lufthuller forsvinder og vend formen på hovedet og lad overskydende chokolade falde ned på et stykke bagepapir. Bank lidt på formen f.eks. med en saks eller lignende, så mest muligt chokolade kommer ud.
Skrab så formen ren på overfladen og stil køligt til chokoladeskallerne er helt kolde.
Imens kan fyldet tilberedes.
Hindbærganache
70 g Ruby chokolade
2 spsk piskefløde
1,75 spsk hindbærsaftsaft (saften fra 150 g hindbær kogt med 2 spsk. sukker)
5 g smør
Smelt chokoladen i piskefløden over vandbad og rør det rundt til det samler sig. Tilsæt smør i den varme ganache og rør det ind. Tilsæt til sidst saft fra hindbær. Bland det hele godt og lad det køle af. Konsistensen bliver som tyk honning, og endnu mere fast efter det har være på køl.
Fyld nu de hule chokoladeskaller 3/4 op med ganachen. Stil igen på køl så ganachen sætter sig og får en fast overflade. Det tager ca. en times tid.
Varm den overskydende chokolade og fordel den på skallerne med ganachen, så hullerne lukkes. Bank forsigtigt formen ned i bordet undervejs, så chokoladen flader pænt ud og udfylder evt. små huller langs ganachen. Skrab formen ren for overskydende chokolade efterfølgende.