torsdag den 27. september 2012

Banankage med chokolade (opskrift)


Torsdagskagen på jobbet var banankage med masser af chokolade. Den blev dejlig svampet med en skøn smag af banan og chokolade.
Kagen blev bagt i en stjerneform og pyntet med smeltet mørk og gul chokolade.

Vi fik også nogle skønne vaniljesmåkager stemplet med mit nye stempel, jeg har fået af en kær veninde :-D


Her får du opskriften på banankagen (eller cupcakes):

125 g smeltet smør
185 g sukker
2 æg
150 g mel
½ tsk. bagepulver
1 tsk natron
½ tsk. vaniljesukker
2 spk. mælk
200 g bananmos (ca. 2 mellemstore)
100 g groft hakket chokolade

Evt. fintrevet skal fra en appelsin

Tænd for ovnen på 200 grader.
Smør en form ca. 20 cm og læg evt. et stykke bagepapir i bunden. Drys evt. et tyndt lag mel langs kanterne.
Pisk æg og sukker tykt og luftigt. Tilsæt smørret.

Bland mel med bagepulver, natron og vaniljesukker. Mos bananerne og bland det med det hakkede chokolade.

Bland æggemassen med melblandingen og tilsæt til sidst banan/chokolade sammen med mælken.
Hæld i formen og bag ved 200 grader i ca. 35-45 min.

Kan også med fordel bruges til cupcakes. Portionen giver da ca. 16-18 cupcakes, der skal bages i ca. 25-35 min.
Sæt gerne kagen i køleskabet. Det bliver den kun bedre af...


lørdag den 22. september 2012

Bryllupskage med røde roser



Min tidligere nabo, Tina skal giftes med sin Jørgen. Faktisk er de allerede blevet viet - af Elvis! I Las Vegas!
Men nu skal de vies i Danmark. De ville gerne have en bryllupskage med røde roser, for Tina skal have en rød kjole på.

Kagen indeholder 3 bunde af drømmekage (bagt med appelsinjuice). Fyldet er jordbær/rabarbermousse og chokoladecreme med Toblerone.
Kagen er smurt op med svejtsisk marengscreme med chokolade med 70,4% kakaoindhold.
Overtrækket er marcipan (dog tilsat lidt sugarpaste).


Den lille kage er til deres første bryllupsdag, så den skal direkte i fryseren :D

Stort tillykke til Tina og Jørgen :D

søndag den 16. september 2012

Mandarin cupcakes



De måtte prøves, når der nu stod en dåse mandariner i skabet.
Opskriften er nem at følge og kagerne er sprøde ovenpå og saftige indeni.


Opskriften er fra Kagemagasinets Klub.
Er du ikke medlem, så er det jo en god anledning til at blive det ;)

Skateboard


Marius bliver 8 år og han er vild med skateboard.
Han skal derfor have en kage med både skateboard og det færøske flag, der bølger i vinden.
Kagen er lave af vaniljelagkagebunde med fyld af hindbærmousse og Tobleroneganache.
Kagen er smurt op med nutellacreme og overtrukket med FunCakes marcipan.

Skateboardet er fondant tilsat tylosepulver, for at få det til at holde faconen.
Bogstaverne er lavet to-farvet.



For at få en lidt anderledes kage, bagte jeg ekstra bunde og skar dem skæve, så kagen blev skrå.



Kagen har derfor 3 hele og 2 halve bunde samt 1½ lag hindbærmousse og 1½ lag chokoladecreme.
Der er vist rigelig med kage til 10 personer...
Kagen måler 20 cm.

Stort tillykke til Marius :D

Ridderborg


Calvin ønsker sig en ridderborg som kage til sin 5 års fødselsdag. Sidste år var det Cars, der var hot.
Kagen indeholder jordbærmousse og chokolade/nougatcreme (ganache) og 3 bunde af Drømmekage med juice.

Den er opsmurt med nutellacreme og overtrukket med marshmallowsfondant.
Fornylig fik Calvin en ny lillesøster og hun fik en lille dåbskage.

Kagen er pyntet med masser af sten, våbenskjold og et par sværd.




Håber du får en dejlig dag med vennerne :D

fredag den 14. september 2012

Solsikke


Min kollegas hustru har fødselsdag og han vil gerne overraske hende med en kage, når hun kommer hjem fra arbejde.

Kagen indeholder 3 vaniljelagkagebunde med skovbærmousse og ganache af nougat og mørk Toblerone.


Kagen er smurt op med creme med Lemon Curd (IMBC) og er overtrukket med Wiltons chokoladefondant.

Kagen måler 20 cm og er 8 cm høj.

lørdag den 8. september 2012

Andreas 1 år


I dag bliver vores nabo, Andreas 1 år.


Jeg har derfor lavet en lille bil til ham, det kan han jo hurtigt få brug for, når han vokser så hurtigt!!! Da han var en måneds tid gammel fik han en bamse og da han blev døbt, fik han cupcakes og det synes jeg ikke er så længe siden...

Andreas har en storesøster og da hun blev 2 år fik hun en lille dukke-kage, så jeg synes jeg ville overraske igen.

Kagen er Bondekonens chokoladekage og den er opsmurt med nutellacreme. Overtræk er rød marcipan fra FunCake og resten af udsmykningen er fondant/sugarpaste.


Egentligt skulle den ikke forestille Lynet McQueen, men min søn mente et par lyn ville pynte og ja.. så fortsatte jeg lidt i den dur. Synes selv den blev sød med de blå øjne og let udstående fortænder :D



Stort tillykke til Andreas:D

torsdag den 6. september 2012

Blackout !



Selv om jeg for et stykke tid siden skrev, at min fødselsdag var blevet fejret for 3. og sidste gang i år, ja så var det ikke helt sandt.
I dag skulle en kollega og jeg holde fælles fødselsdag på kontoret. Desværre var flere forhindret af møder, ferie mv, så vi endte med kun at blive under halvdelen.

Jeg havde til lejligheden lavet en Brooklyn Blackout fra Hummingbird... Bundene var super lækre, cremen der skulle imellem og udenpå, fandt jeg lidt kedelig og uden speciel smag, så den fik lidt lakridsessens. Det er jo farligt, for ikke alle kan li lakrids i mad, og det var også tilfældet her.
Personlig synes jeg heller ikke kagen var så god, som da mine naboer havde lavet den, så nu er den prøvet og det var det.


For sjov havde jeg afprøvet mine nye Wilton chokoladeforme. De er formet som cupcakes og kan rumme enten lidt chokoladecreme, lidt slik, is eller hvad man lige har lyst til.



Det er mørk chokolade i underdelen og orange chokolade med vaniljesmag som top. Det var første forsøg, så næste gang bliver de forhåbentlig lidt pænere ;)

Der var også hindbærmacarons med nutella og appelsinmacarons med chokoladeganache.


Og ja, der var masser af kage til overs til familie og venner :-)

mandag den 3. september 2012

Mini cupcakes til Louise


Min søde og dygtige nabo, Louise skulle holde kandidatfest.
Jeg havde derfor bagt og pyntet 90 mini cupcakes til hende. Det var de skønne gulerodscupcakes (toppet med IMBC med hvid chokolade og lemon curd) og de lige så dejlige chokoladecupcakes med nutellacreme på toppen.

Kæmpe tillykke :D



Italian Meringue Buttercream

God til at smøre kager op med, som fyld mellem kagebunde eller som topping/frosting på cupcakes

5 æggehvider (pasteuriserede)
300 g sukker (200/100 g)
0,7 dl vand
500 g usaltet smør (stuetemperatur)
Sukkertermometer

Smagsvariationer
100-200 g mørk, smeltet afkølet chokolade
½ glas Lemon Curd (ca. 150 g)
ca. 90 g hjemmelavet saltet karamelsauce


Sukker og vand koges: Hæld 200 g sukker og 0,7 dl. vand i en lille gryde med låg. Kog op til termometer viser 110 grader. Start din køkkenmaskine og pisk for høj hastighed de resterende 100 g sukker med hviderne. Når termometeret viser 115 grader hældes den varme sukkersirup i en tynd stråle ned i de piskede hvider, mens der piskes på middel hastighed. Pas på - sukkersiruppen er meget meget varm. Hæld ned tæt på skålen af kanten.

Når skålen er kølet så meget af, at man kan holde om den uden at brænde sig (stuetempereret) tilsættes smørret lidt ad gangen og der piskes på fuld kraft til cremen er glat og kan holde en top.
Cremen vil højst sandsynligt skille undervejs! Gå ikke i panik ikke - det er helt efter bogen, og du skal bare fortsætte med at piske den, så vil den samle sig igen.

Tilsæt en smagsvariation og rør godt igennem.

Cremen kan fryses. Skal tøes stille og roligt op i køleskabet og lige piskes godt igennem inden brug.