mandag den 31. oktober 2022

Farvel og tak


To store kager til en afskedsreception for en mangeårig ven, der nu kan læne sig tilbage og nyde livet. 


Kagerne indeholder 1 chokoladekagebund og 2 vaniljekagebunde. Nederst er chokoladebunden smurt med et tyndt lag Nutella, herpå Tobleronecreme - og mellem de lyse bunde, hvor den ene er smurt let med hindbærmarmelade er der hindbærmousse. Kagerne er smurt op med en lækker creme tilsat mælkechokolade og i kanten et marcipanbånd. Billederne af sukkerprint er lagt på et stykke marcipan. 
På den ene kage er der pyntet med små hjemmelavet chokoladeflasker (med lækkert fyld), hvor der er påsat labels. Jeg havde fået pyntet lidt for mange flasker, så resten blev leveret i en lille æske.
Resten af pynten er små knasende chokoladekugler fra Callebaut, lidt sølvfarvet sukkerkugler og friske bær og blomster.

Hver kage måler 28x38 cm og er 7 cm høje.

Opskrifter
Chokoladekage (1/2 opskrift pr. bund)
Vaniljebund (1/2 opskrift str. 20 cm pr. bund)
Tobleronecreme
Hindbærmousse
SMBC (tilsat mælkechokolade)

Marcipanbånd og underlag til sukkerprint
500 g marcipan
225 g flormelis, sigtet
60 g glukosesirup

Ælt først marcipanen i en røremaskine. Tilsæt så halvdelen af flormelis og halvdelen af siruppen. Rør igen. Herefter tilsættes resten og slutteligt æltes alt sammen til en smidig masse i hånden. Pak i plastpose, hvis ikke marcipanen skal bruges med det samme.